stode nærmere til privat Arv efter Kongen end Tronarvingen, skulde efter det private Arvetal arve alt det Gods, der kunde regnes til Kongens Privatejendom, nemlig af faste Ejendomme hvad han selv havde arvet efter sine Frænder, eller kjøbt for Løsøre, (hvilket dog ei maatte være indkommet ved Salg af Krongods) samt alt det Løsøre og de Ejendele, der ej hørte Kronen til, med mindre den Afdøde havde gjort en udtrykkelig testamentarisk Disposition[1].
Vi have allerede ovenfor gjort opmerksom paa, at dette Arvetal, ligesom det foregaaende, er nærmest lempet efter de for Haanden værende Omstændigheder. I 1260 gjaldt det at sikre Magnus Tronfølgen; i 1273 gjaldt det at sikre Kongens yngre Søn, Haakon, Tronfølgen fremfor umyndige Sønner af den ældre; hvis Erik døde før Faderen, efterladende en Søn, vilde dog ikke denne, men Haakon, arve Tronen, og hvis Erik døde, efter at være bleven Konge, men kun efterladende en Datter eller Dattersøn, vilde Haakon ligeledes blive Tronfølger. Det var vel fornemmelig Mindreaarigheder, man søgte at undgaa, men det er dog heller ikke saa usandsynligt, at Kong Magnus kan have haft nogen Forkjærlighed for sin yngre Søn, der vist var et meget mere opvakt Barn end den ældre. Vi ville senere see hvorledes nye Forhold endnu engang bevirkede en Forandring i Konge-Arveloven[2], der saaledes, skjønt den burde have været urokkelig, dog kom til at høre blandt de omskifteligste af Norges ældre Grundlove.
I Forening med Konge-Arveloven, og før dennes Vedtagelse paa Gulathing, maa der ligeledes allerede være truffen en endelig Bestemmelse om de Titler, Kongens Sønner skulde bære, og de Forleninger, den yngste skulde have, siden det allerede i det nys omtalte Tillæg til Arveloven, hvor der er Tale om at de verdslige og gejstlige Høvdinger skulde indfinde sig for at vælge Tronfølger, heder: „Hertug og Jarl, om de ere til“ o. s. v.[3] Her forudsættes saaledes Hertugens Tilværelse. Det synes desuden som om hiin Lovtagelse først fandt Sted efter at Kongen havde ladet sine Sønner udraabe, den ene til Konge, den anden til Hertug. Thi Petersmessedagen (29de Juni) aabnedes som sagt, Gulathing, og allerede to Dage efter (Søndag 1ste Juli) havde Kongen i sin Sommerhall en Hirdstevne, hvori han bekjendtgjorde, hvad der var besluttet angaaende
- ↑ Nyere Landslov og Bylov, II. c. 2–7. Jonsbogen, sammesteds; Hirdskraa, Cap. 1–3.
- ↑ Nemlig ved Kong Haakon Magnussøns nye Arvelov af Septbr. 1302, hvor Dattersøn allerede sættes i tredie Arv, efter Sønnesøn, øjensynligt fordi Kongen da kun havde en eneste egtefød Datter.
- ↑ I enkelte Hdskr. staar der ogsaa „Hertug, om han er til, eller Jarl“.
