lang og smuk Tale, hvori han først berørte den Sorg, alle havde følt over Junker Olafs Død, og derpaa udbredte sig over den Fryd, Gud nu havde forundt det hele norske Folk[1]. Efter det nye Ceremoniell var det ej længer en Bonde, der skulde give Kongsevnet Kongenavn, men den fornemste af de Tilstedeværende, læg eller lærd. Dette Hverv tilfaldt altsaa nu Kongen selv, som holdt en smuk Tale og endte den dermed, at han gav Erik Kongenavn og Haakon Hertugsnavn, hvorefter de begge toge Plads i det kongelige Højsæde. Den nys udnævnte Konge skulde ifølge Forskriften løftes op deri af alle Biskoperne, Lendermændene, Hirdstjorerne og Lagmændene, under Afsyngelsen af Te Deum og Kyrie eleison, medens Kongen kun skulde give Hertugen Haanden og sætte ham ved sin Side, samt staaende overrække ham Sverd og Merke. De Ord, hvormed Kongenavnet gaves, vare disse: „det Kongenavn, Gud forlener dig og som du er fød til, og af Landsens Folk tagen til efter den hellige Kong Olafs Lov, det lægger jeg paa dig, Erik Magnussøn, paa Guds Vegne og alle deres, som under dit Velde ere satte, med den Hæder og Magt, som tilkommer det at følge over hele Norge og dets Skatlande; i Faderens, Sønnens og den Helligaands Navn, Amen“[2]. Disse Ord sees med Flid at være saaledes valgte, at de skarpt udtale Arvekongens medfødte, af Gud selv uden nogen Mellemkomst enten af Kirken eller Folket overdragne Ret til Kronen. Formularen for Hertugsudnævnelsen lod saaledes: „Det Navn, jeg lægger paa dig, Haakon Magnussøn, paa Guds Vegne, og af den Magtfuldkommenhed, han har forlenet mig, det giver jeg dig med Godvilje; og lade Gud selv sin Miskund følge det med alle de Dele, han seer at være dig meest tjenlige, til hans Ære, min Hæder og Lettelse, dig selv til Lokke og Held, alle dem til Fred og Glæde, som jeg med Guds Forsorg undergiver din Raadighed“. Efter Udnævnelsen gik, fremdeles efter det beskrevne Ceremoniell, den unge Konge og Hertug begge til St. Sunnivas Skriin for derpaa at aflægge deres Eed, Kongen til Folket og Hertugen til Kongen; hvorefter Lendermændene og Hirdstjorerne, Lag-
- ↑ Disse tvende Taler havde sandsynligviis mere Hensyn til Hertugs-Udnævnelsen, end til Kongehyldingen. Thi i Hirdskr. Cap. 5, hvor Ceremoniellet for Kongehyldingen beskrives, staar der intet om nogen saadan Tale, derimod heder det udtrykkeligt i Cap. 12, der beskriver, hvorledes Kongen skal creere en Hertug, at naar Hertugsevnet har taget Blads paa Trinet foran Kongens Højsæde, skal den, som Kongen dertil beskikker, først holde en Tale om hvad der kan findes mest passende. Om nu ellers Kongen havde formaaet Erkebiskoppen til at træde frem og holde denne Tale, eller han gjorde det af sig selv, kan ikke sees.
- ↑ Hirdskraa, Cap. 5. 12.
