Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/560

Denne siden er korrekturlest
546
Magnus Haakonssøn.


naar Kongen ikke er tilstede, have et bevæbnet Følge af 6 Personer; i Kongens Nærværelse kun af fire[1].

Dette viser, at den nu creerede Hertugs Rettigheder ikke kunne have været saa store som Hertug Skules, siden, hvad derfor Resten er merkeligt nok, Ledingen maa have været forbeholden Kongen, da aldeles intet nævnes om denne, medens det derimod udtrykkeligt siges, at Lenet overdrages Hertugen til at tage Sagøre af[2]. Heraf maatte da ogsaa følge at Sysselmændene i Hertugens Len egentlig vare at betragte som kongelige, og rimeligviis skulde udstede Forsikringsbrev samt aflægge Eed baade til Kongen og Hertugen. Men for øvrigt var den Stilling, man tænkte sig at denne skulde indtage, ganske en Lensfyrstes, der uhindret førte Regjeringen over og oppebar de øvrige Indtægter af det ham overdragne Len, uden nogen Indblanding af Overherren, og kun var forpligtet til at vise denne Troskab og understøtte ham i Krig, efter Lensforholdets sædvanlige Medfør. Der nævnes intet om at Lenet skulde være arveligt i Hertugens Ætt, thi det maa ansees vist, at det gjaldt herom, hvad der strax efter udtrykkeligt siges om de Jarler, Kongen udnævner i det egentlige Norge, „at Jarldømmet paa ingen Maade havde at gaa i Arv, skjønt enkelte utilbørligt havde klængt sig derved“. Hertugdømmet var nemlig, som vi allerede ovenfor have viist ved at omtale Hertug Skules Ophøjelse til denne Værdighed, i sig selv intet andet end Jarleværdigheden med en noget højere Titel og Rang. De for Jarlen opregnede Rettigheder og Pligter ere ogsaa ganske de samme, som de, der opregnes for Hertugen; begge derom handlende Capitler ere aldeles ligelydende, og selv det Antal Folk, Hertugen eller Jarlen kan benytte til Følge, angives for begge lige stort[3]. Hvad der siges om Oprindelsen til denne indenlandske Jarleværdighed, nemlig at Norges Konge stundom giver sine egtefødde Sønner, stundom sine egtefødde Brødre eller nærmeste Svogre Jarlsnavn, og giver dem saadanne Stykker af Landet, beliggende i de Egne af Riget, og paa de Vilkaar, han finder for godt, passer lige saa godt

  1. Hirdskraa Cap. 13.
  2. Udtrykket i Cap. 13, der ogsaa gjentages i Cap. 17, hvor der handles om Jarlens Rettigheder, er vistnok noget dunkelt, men kan dog ikke vel forstaaes anderledes. Der staar i nogle Codices: „den Deel af Landet, Kongen giver ham til Sagøre efter Loven med Miskun“, i andre „den Deel af L., Kongen giver ham at tage Sagøre af“ o. s. v. Nu er det vist, at ved „Sagøre“ forstodes kun Sagefaldet, og Ledingen kunde ikke paa nogen Maade regnes dertil. Man maa saaledes visselig antage, at Ledingen har været forbeholdt Kongen selv; jvfr. nedenfor S. 548 Not. 4. Af Dipl. Norv. I. 92 synes det ogsaa at Haakon Magnussøn, først efterat være bleven Konge, skjenker Chorsbrødrene i Mariekirken Ledingen af to Skibreder paa Follo.
  3. Hirdskraa, Cap. 17.