Denne siden er korrekturlest
548
Magnus Haakonssøn.
thingslagen, paa Østerdalen nær[1], saavel som Oslo med Oslo-Syssel[2]; dertil Egdafylke og Rygjafylke[3], samt endelig Færøerne og Hjatland[4]. Derimod synes Vestfolden eller Tunsbergs Syssel saavel som Borgesyssel, Ranafylke og Skidusyssel at have været forbeholdt Kongen[5], eller
- ↑ Se Hertug Haakons Retterbot af 9de Febr. 1291 (N. gl. L. III. S. 18) til Eidsivathingslagens Mænd; her nævnes udtrykkeligt Raumafylke, Hadafylke, Hedemarken og Gudbrandsdalen. Østerdalen nævnes derimod ikke, og har saaledes maaskee ej været medregnet.
- ↑ At Oslo og Oslo Syssel stod under Hertug Haakon, er en saa bekjendt Sag, at det her ej behøver nærmere at paavises: det vil noksom sees i det følgende.
- ↑ Hvad Ryfylke og Stavanger angaar, da erfares det ligeledes noksom af flere Breve, at de hørte til Hertugdømmet. At Egdafylke hørte dertil, falder næsten af sig selv, og kan desuden sluttes af Dipl. Norv. I. 81, hvor et Brev af 1292, udstedt fra Egdafylke, dateres baade efter Eriks Konge- og Haakons Hertugs-Aar.
- ↑ Dette sees noksom af Haakons bekjendte saakaldte Saudabrev til Færøerne af 1298, N. gl. L. III. 33, saavel som af Dipl. Norv. I. 89.
- ↑ Hvad Tunsberg angaar, da seer man af flere Data, at det stod umiddelbart under Kong Erik selv. Flere af Kong Eriks Breve ere udstedte derfra, som Privilegiet til Lübeck af 11te August 1292 (Urkundenb. No. 594, Thork. Dipl. II. 133); hans Hustru Margrete døde der (Annal. ved 1283); i Brev af 12te Jan. 1293 (Urk. No. 606) love Hansestædernes Deputerede, hvis Stædernes Ratihabitions-Brev ikke til en bestemt Tid indtreffer, at indstille sig i Tunsberg og ikke forlade det uden Kongens Tilladelse; ifølge Arne Biskops Saga Cap. 48 holder Kongen til i Tunsberg og drager til Landsenden, hvor han ligeledes opholder sig en Stund; ifølge Cap. 74 sejler Kongen fra Danmark „hjem“ til Tunsberg, men „indbydes“ siden af Hertug Haakon til Oslo, samt drager efter dette Besøg tilbage til Tunsberg, uden at der tales om nogen Indbydelse til ham fra Hertugen did; og i Hertug Haakons Privilegier for de vendiske Stæder, af 14de Aug. 1287, nævner han blandt Stæderne i sit Hertugdømme kun Oslo. Han vilde vel og have nævnt det vigtige Tunsberg, hvis han havde haft noget at sige derover. (Urk. No. 517, Thork. Dipl. II. 111). Det staar vistnok ogsaa i Forbindelse med hiin Undtagelse af Ledingen fra de hertugelige Indtægter, at Tunsberg forbeholdtes Kongen, thi dette var det Sted, hvortil Ledingen skulde indbetales, saasom Tunsbergs Slot paa denne Tid var Norges vigtigste Fæstning, der ej burde være i andres end Kongens egen Vold. At Ranafylke lød under Kongen, synes af det nys anførte Sted i Bp. Arnes Saga at være indlysende: det var ogsaa i sin Orden, at Grændsedistriktet og Grændsefæstningen ved Kongehelle tilhørte Kongen: Ranafylke havde desuden ogsaa ved tidligere større Forleninger været forbeholdt Kronen. At Erling Alfssøn havde Borgesyssel i Len, er forhen nævnt, og sees af flere Breve, navnlig af Kongens Retterbot af 22de Sept. 1277 (hvorom mere nedenfor), angaaende Tiende i Viken og paa Oplandene, nærmest udstedt til Erling Alfssøn, Thore Biskopssøn og Audun Hugleikssøn, sammenholdt med Kong Eriks og Hertug Haakons Retterbot (1280–83) om Gejstlighedens Anmasselser (se Norges gl. L. III. S. 32), der ligeledes henvendes først til Erling Alfssøn og Thore Biskopssøn; heraf maa man slutte, at disses Forlening har været af et eget Slags; da man nu finder Thore Biskops-
