og af hvilke de lærte den tilstrækkelige Vaabenfærdighed, for saa vidt de ikke allerede forhen havde erhvervet den. Sandsynligviis regnedes ogsaa blandt disse Tropper de før omtalte Borgere, der dannede Besætningen i de nys oprettede Borge.
Der er al Grund til at antage, at ogsaa den nye private Arvegangslov ved denne Lejlighed, eller rettere allerede paa Gulathinget, blev vedtagen. Det var nemlig i og for sig rimeligt, at den behandledes i Forbindelse med Kongearve-Loven, som den i visse Tilfælde supplerer. Vel kunde man sige, at hvor Kongearve-Loven, efter at have gjennemgaaet de 12 Arvegangsklasser, erklærer den, som ifølge den private Lov er nærmest til Arv, for ret Tronarving, saavel som hvor den omtaler de Slægtninger af den afdøde Konge, der i Følge den private Arvelov staa nærmere til Arv af Gods, end Tronarvingen, har den ikke nogen bestemt Arvelov for Øje, men sigter kun i Almindelighed til, hvad der til enhver Tid er bestaaende: imidlertid synes dog dens Udtryk „som Landsbogen vidner i det almindelige Arvetal“, at maatte betegne den nye Fælleslov, thi kun denne kunde kaldes „Landsbogen“. Desuden blev den nye Lov endeligt lovtagen inden næste Rigsmøde; Rigsmødet 1273 var saaledes det eneste, paa hvilket det troe Arvetal kan have været behandlet og vedtaget, for saa vidt det overhoved kom føre paa noget Rigsmøde, hvilket man dog maa antage om en saa vigtig Forandring, hvorved endog et aldeles nyt Arvegangsprincip indførtes[1]. I Forbindelse hermed har da vel ogsaa den nærmere Bestemmelse og Begrændsning af Odelshævd og Odelspræscription fundet Sted, ligesom overhoved de øvrige Punkter, der trængte til en særegen Drøftning og Vedtagelse, førend de indførtes i Lovbogen, her maa have været behandlede: de kunne dog ikke have været mange. Ja det lader endog til, at disse her nævnte Forandringer i den verdslige Lovgivning have været forelagte paa Gulathinget til Antagelse allerede strax ved dets Aabning, og at den hele Lovbog med det samme foreløbigt blev vedtagen.
Da saaledes disse vigtige verdslige Anliggender vare afgjorte, skred man til at behandle de kirkelige. Dog kom først den vigtigste islandske Sag for, mellem Biskop Arne af Skaalholt og Kirke-Ejerne, saaledes som det i det Følgende skal nærmere berettes. Uagtet Kongen heldede til disses Side, faldt Dommen, hvilken Erkebiskoppen afsagde den 24de
- ↑ I Annalerne for 1273 staar der at ved Martinsmesse (10de Nov.) dette Aar blev Arve-Baalken i den af Kong Magnus udsendte Lovbog vedtagen. Heraf skulde det synes, som om dette var i den gamle Arvelov efter Frostathingsloven; men da Arne Biskops Saga Cap. 12 oplyser at det var de fra Mødet hjemkomne Ravn Oddssøn og Thorvard, der dreve Vedtagelsen igjennem, maa man formode, at dette var den nye Arvelov.
