Hirdmænd, og de Arbejdere, der vare beskjeftigede med Kirkebygningen[1], hvilke sidste Erkebiskoppen selv i Indledningen til Forligs-Acten erkjendte allerede at have frie. Og Hirdens Antal sees af Forhandlingerne mellem Erkebiskop Erik og Kong Sverre kun at have været bestemt til 30 Mand, medens Erkebiskoppen derimod holdt en Hird af 90 Mand, og anvendte saa meget færre til Bygningsarbejdet. Hvorledes dette senere ordnedes, efter Haakon Sverressøns Concordat, vides ikke nøje, men man kan dog vistnok antage som givet, at Kongen stiltiende fandt sig i, hvad det erkebiskoppelige Embedes Værdighed næsten allerede syntes at fordre. Imidlertid trængte dette Punkt til en nærmere udtrykkelig Bestemmelse, og dertil var Lejligheden just nu kommen, saa meget mere som Kongen, hvad vi i det følgende ville erfare, stod i Begreb med at give sine egne haandgangne Mænd en lignende Fritagelse. Erkebiskoppen bemyndigedes saaledes ved denne Artikel til at holde en Hird af 100 Personer, deels Skutilsveiner, deels Hirdmænd, vel ogsaa Gjester og Kjertesveiner, og hver Lydbiskop en lignende Hird af 40 Personer, hvilke alle skulde nyde Ledingsfrihed, altsaa Skattefrihed, for saa meget Jordegods, som efter den fastsatte Maalestok ansaaes at svare til tre eller to Nev. Den Bestemmelse i Bullen af 1194, at Biskopper, Abbeder og andre Gejstlige, der ikke havde kongelig Forlening, ej skulde være pligtige til at føre Vaaben eller følge med paa Krigstog, eller dertil anvende noget af sit eget Gods, uden i de Nødsfald, som Biskopperne og andre forstandige Gejstlige erkjende at være forhaanden, blev udeladt, som det synes kun ved en Forglemmelse, men senere tilført ved en særegen Skrivelse fra Kongen til Paven, som det strax nedenfor skal vises. For Resten blev der her, merkeligt nok, ikke optaget nogen udtrykkelig Bestemmelse om at Kirkegodset selv skulde være skattefrit, hvilket man dog rinder de nærværende Forhold kunde have ventet. Men Erkebiskoppen henholdt sig vel her til Kong Magnus’s foreløbigt givne Løfte, at alt med Hensyn til dette Punkt, eller Spørgsmaalet om Kirkegodsets Ledingsfrihed, kunde blive ved det gamle. Desuden har vel ogsaa den besynderlige Blanding af personlig og reel Charakteer, som efter den nye Bestemmelse betegnede Ledingspræstationen, forekommet Erkebiskoppen nogenledes betryggende indtil videre. Den skulde vel gaa over til at blive en reel Præstation, men kun for saa vidt de Ejendomme, for hvilke den skulde præsteres, tilhørte og besaddes af ledingspligtige Personer. Forpligtelsen var endnu den personlige, kun skulde Beregningen skee efter Ejendom. Da nu Kirkegodset ikke tilhørte legemlige Personer, meente vel Erkebiskoppen, at dets Le-
- ↑ De samme som vi og i det følgende ville see fritagne for Leding „for 1 Nev“ ved et særegent Privilegiebrev, udstedt af Kongen for Erkebiskoppen eller Christ-Kirken i Throndhjem.
