altsaa ikke villet oppebie dette, men foretrukket at lade Lovbogen i Hast afslutte, forbeholdende sig senere at tilføje det manglende; om meget af dette maatte der desuden fremdeles raadslaaes nærmere med Erkebiskoppen. Af denne Grund indeholder Lovbogens saakaldte Christendomsbaalk intet andet virkelig vedkommende Religionen, end en almindeligd Bestemmelse om at alle skulle være christne, og tro de trende Troes-Artikler, som i sin Heelhed indføres. Det øvrige er kun de forhen omtalte Bestemmelser om Tronfølgen og Tronarven, saaledes som de vare vedtagne paa det sidste Møde i Bergen 1273, med Tilføjelse af Formularer for den Eed, Konge, Hertug, Jarl, Lendermænd, Lagmænd, og Bønder skulde aflægge ved Hyldingen. I Utfarebaalken søger man forgjeves nøjagtige Bestemmelser om, hvorledes den nye Præstation af Ledingen efter Formue og Jordegods skulde beregnes, samt, hvad der er endnu merkeligere, hvilke Personer der skulde være fritagne for Leding. Herom indeholdt dog ej alene de ældre Love nøjagtige Bestemmelser, der nu burde afløses af andre, men de Indrømmelser, der nys vare gjorte til Erkebiskoppen og Biskopperne med Hensyn til Ledingsfrihed for deres Mænd, burde dog i det mindste have fundet deres Plads i selve Lovbogen; Udeladelsen af disse vigtige Punkter er saaledes aabenbart skeet af den Grund, at den hele Materie endnu ikke var fuldstændigt bragt paa det rene. Hvad Mannhelgebaalken angaar, da have vi allerede seet, hvorledes den, i Stedet for at være bearbejdet til et harmonisk Heelt, først indeholder en Deel omarbejdede Bestemmelser fra de ældre Love, og dernæst saa godt som i sin Heelhed, kun med enkelte mindre heldige Afbrydelser, optager Artiklerne fra Mødet 1271. Heller ikke Giftings- og Arve-Baalken kan siges at have faaet sin tilbørlige sidste Bearbejdelse. De Baalker, der synes omhyggeligst udarbejdede, og med hvilke man altsaa maa være bleven færdig, men hvis Indhold ogsaa frembød mindst Vanskeligheder, ere de fire sidste, Landabrigde eller Odelsløsnings-Baalken, Landslejebaalken, Kjøbebaalken og Tyvebaalken. Til disse, saavel som de foregaaende, ere neppe flere Tillæg nu blevne gjorte, end de der ansaaes nødvendige for Redactionens Skyld, saavel som enkelte andre, der alene afhang af Kongens Godtbefindende, og som han ej behøvede at lade vedtage paa noget særskilt Møde. Hertil hører maaskee det i Forbindelse med Lagthingenes Henlæggelse til Botolfsmesse staaende Bud, at Sysselmanden inden tre Uger efter hvert Lagthings Slutning skulde holde Thing hjemme i sin Syssel for at bekjendtgjøre, hvad der var forhandlet paa Lagthinget, og navnlig, hvad Afgjørelse der var faldt paa de Sager, som vedkom Syslens Indbyggere[1]. Ligeledes sees det,
- ↑ Landsloven, Thingf. Cap. 7. Det er ikke usandsynligt, at denne fornuftige
