at Kongen fastsatte en yderligere Nedsættelse af Bøderne, nemlig til en Fjerdedeel af det oprindelige Beløb (altsaa mindre end hvad hans Fader havde bestemt), thi hermed begynder Rækken af de „Retterbøder“, der ved Lovbogens Slutning tillægges Kong Magnus. Men uagtet det udtrykkeligt tilføjes, at han nøjagtigt lod „sætte i Bogen“, hvor meget der skulde tages for hver enkelt Sag, for at Ukyndige ikke skulde blive narrede ved denne Fjerdedeels-Beregning, saa sinder man dog, i alle de mange for Haanden værende Haandskrifter af Landsloven, kun i de færreste Tilfælde Bøderne opførte efter denne Maalestok; i en enkelt Codex for Frostathingslagen er den hele „Retterbod“ endog udeladt, og i de fleste Bestemmelser om Bøder sees tydeligt den gamle Trediedeels-Beregning at være fulgt. Man maa saaledes antage, at denne Forføjning af Kongen ikke engang er kommen ret til Udførelse; at han ved hiint Udtryk om „at sætte i Bogen, hvor meget der skulde tages for hver Sag“, kun har meent en senere Tilføjelse enten i Form af en Marginalrettelse paa hvert Sted, eller som en særegen Liste, men at Tilføjelsen eller Listen ej er kommen i Stand, og at alt senere er blevet ved det gamle[1]. Hertil kom ogsaa en speciel Fritagelse, Kongen gav Indbyggerne omkring
- ↑ Hele dette Punkt er meget dunkelt. Det er muligt, at disse Ord skulle tages i en anden og mere indskrænket Mening, end ovenfor, og at de maaskee kun sigte til de Bøder, der foreskrives i de saakaldte einkamál, der vedtoges paa Rigsmødet i 1271. Thi sammenligner man Bøderne, saaledes som de foreskrives i den første, og, som vi have seet, oprindelige Redaction af Artiklerne, der er indtagen i Jarnsida, med de for de samme Forseelser foreskrevne Bøder i Landsloven, vil man finde en betydelig Nedsættelse, snart til det Halve, snart til Trediedelen, snart til Fjerdedelen. Saaledes f. Ex. i Forbudet mod at bære Rustninger (Jarns. 44, Ldsl. IV. 14); uagtet Ordene ellers stemme paa begge Steder, foreskriver Jarns. en Bod af 6 Ører, Ldsl. en Bod af 2; for at drage Kniv mod en Mand sastsætter Jarns. 12 Ører, Ldsl. 3 (altsaa en Fjerdedeel). Betragter man nu det tilsvarende Sted i den nyere Bylov, hvor ogsaa K. Magnus’s saakaldte Retterbøder findes anførte, da staar der ikke noget om nogen yderligere Nedsættelse, men kun at „hvor for Sagøret slet ikke faldt i Bymændenes Lov, skulde det nu falde til det Halve og sommesteds mere“. Dette passer unegteligt godt paa saadanne Nedsættelser som de oven anførte, og det er ikke usandsynligt, at ogsaa Landslovens Ord nærmest have Hensyn dertil. Thi det er vist nok, at hvor f. Ex. den ældre Lovgivning fordrede 40 Merkers Bod, fordrer den nyere Landslov Trediedelen (8 Ertoger og 13 Mkr.), ikke Fjerdedelen (10 Mkr.). Endnu kunde dog rigtignok ogsaa den Mulighed være for Haanden, at Pengevæsenets Tilstand og Myntens Gehalt her er kommet i Betragtning; at 13 Mkr. 8 Ertoger i de daværende Penge beregnedes at svare til 10 Mkr. gl. Cours.
Indretning oprindelig er en Efterligning af de gamle islandske Leidething, der holdtes i lignende Øjemed efter Althinget, og at Bestemmelsen herom først er optaget i Jarnsida, samt efter denne indført i den norske Landslov. I Jarns. Cap. 5 og Jonsbok I. 7 kaldes ogsaa udtrykkeligt disse Thing Leidething.
