Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/58

Denne siden er korrekturlest
44
Haakon Haakonssøn.

sende det til Norge. Efter Tilbagekomsten see vi Villjam atter optræde som den, der havde Myndighed over Riddernes Besiddelser i Lifland og Rusland[1]. Han døde i 1251 i Ry for Hellighed[2].

5. Forhandlinger i Anledning af Kongens Korstogs-Løfter. Bestræbelser for Christendommens Udbredelse i Finmarken.


I den nærmeste Forbindelse med Kronings-Anliggendet stod det paatænkte, og af Kongen, som vi have seet, lovede Korstog. Et saadant var det visselig til alle Tider ubelejligt for Kongen at foretage, men allermest paa denne Tid, da de overvættes Udgifter i Anledning af Kroningen uden al Tvivl maa have udtømt eller i det mindste betydeligt svækket hans Finanser, da der tillige, – en naturlig Følge af den uafladelige Regn – indtraf Uaar og Dyrtid[3], og da endelig de Begivenheder i Nabolandene, hvilke vi i det følgende komme til at omtale, udkrævede hans Nærværelse hjemme. Men det har vel heller ikke været Kongens Alvor, virkelig at tiltræde Toget. Saadanne Korstogsløfter, aflagte paa det uvisse, og om end ikke ligefrem med den Beslutning, aldrig at opfylde dem, saa dog i det mindste uden nogen klar Forestilling om, hvorledes de skulde opfyldes, eller bestemt Forsæt, at udføre dem til en vis Tid – saadanne Løfter hørte, efter hvad vi tidlige have viist, just i denne Periode, hvor Korstogsiveren allerede var betydeligt kjølnet, til Dagens Orden, og Pavens vanskelige Stilling tillod ham ikke at anvende synderlig Strenghed med Hensyn til Løfternes Opfyldelse. Dog synes Pave Innocentius virkelig at have troet, at Kong Haakon mente det ligesaa alvorligt, som den fromme Kong Ludvig i Frankrige, thi vi finde at han under 19de November 1247 indrømmede Kongen den velbekjendte Tyvendedeel af alle kirkelige Indtægter i det hele Land, Hamars Biskopsdømme undtaget, som en Hjelp til Korstoget. Aarsagen, hvorfor Hamars Biskopdømme undtages, var den, at ogsaa Biskop Paal havde taget Korset, og den samme Hjelp ved en under samme Dag udfærdiget Skrivelse blev tilstaaet ham af hans egen Dioces, dog for fem, ikke kun

    gien ej bevandret Mand, der nok har vidst, at der i 1248 var en Biskop Kol, kongelig Kantsler (han var desuden bekjendt nok af den Rolle, han spillede ved Herrevadsbro) men som i sin Uvidenhed har forvexlet ham med Kol den ældre, og Byrge Jarl med Byrge Brosa, og saaledes indført i Brevet af 1248 Personer fra c. 1190, Kol den ældres og Byrge Brosas Samtidige. Brevet haves kun i en Vidisse fra det 15de Aarhundrede, og paa svensk. Vi kunne derfor vistnok betragte dette Brev som ikke tilværende. Ogsaa Suhm (Hist. af Danm. X. 117, 118) har Betænkeligheder ved dette Brev.

  1. Suhm, X. S. 197.
  2. Matth. Paris. S. 546. Raynaldi annales I. 606, No. 13.
  3. Se Kongens Brev til Lybeckerne fra Begyndelsen af 1248, Urkundenbuch S. 142, hvorom mere nedenfor.