Capell for Tornekronen, saaledes lod Kong Magnus nu paabegynde en nu Apostelkirke, hvori Reliqvien skulde opbevares, og som skulde blive en virkelig Pragtkirke, ikke hvad Størrelsen, men hvad Udførelsen og Prydelserne angik. Pladsen for denne nyeste Apostelkirke valgte Kongen i sin Urtehave (Grasgard), og saa vidt man af de faa Antydninger om dens Udseende, der ere os levnede, kan slutte, synes man endog at havde lagt an paa en vis Liighed mellem den og det „hellige Capell“ i Paris. Kong Magnus oplevede dog ikke at see det færdigt, thi det blev først indviet i 1302, og først da blev ogsaa den forrige Apostelkirke nedreven[1].
Efterretningen om at Paven kun betingelsesviis havde bekræftet Overeenskomsten, var Kongen vistnok heel ukjærkommen, for saa vidt som dette kunde lede til nye Udsættelser i hvad der laa ham saa særdeles paa Hjerte, at faa Lovarbejdet ganske afsluttet og en fuldstændig Christenret antagen. Den første og den sidste af de Artikler, Paven havde opstillet, vare af den Natur, at Kongen umuligt kunde antage dem, thi de indeholdt, især den første, en Anerkjendelse af de Punkter, som Magnus den hele Tid havde erklæret uhjemlede, nemlig Kongedømmets Underkastelse og Valgretten. Han antog dem heller ikke, og dermed var Overeenskomsten hævet, idet mindste med Hensyn til de Artikler, som ikke allerede havde været lovtagne paa Gulathing og Frostathing, og dette var blandt alle Artikler i Overeenskomsten kun den, der foreskriver Kongevalg, naar den kongelige Linje er uddøet. Hvad Erkebiskoppen angaar, da havde han vel neppe forudseet, at Kongen her vilde gjør Vanskeligheder, og for saa vidt han
- ↑ Se Annalerne, ved de her nævnte Aar, jvfr. Nicolaysen: Archæol.-hist. Fortegnelse over Norges Levninger af Kunst og Haandverk S. 102, 103.
Beretning er siden aftrykt i Th. Torvessøns hist. Norv. IV. S. 359, 360. Heri forekommer dog den chronologiske Vanskelighed, der ligefrem maa være en Fejl i Beretningen selv, at den Dag, da Kong Philip i Paris med sine „forstandige Mænd“ fattede denne Beslutning, medens Erkebiskoppen opholdt sig i Paris paa Tilbagerejsen, angives at være St. Nicolai Dag (6te December) 1274. Men nu er det aabenbart, at det ikke kan være skeet paa denne Dag, thi Erkebiskoppen var allerede da kommen hjem til Norge med Reliqvien. Suhm har søgt at bortforklare Fejlen paa den Maade, at Aaret skulde være 1273, og at Erkebiskoppen paa Henrejsen til Lyon fik Reliqvien overleveret; men deels staar der i selve Beretningen, at det var paa Tilbagerejsen, deels erfarer man af Biskop Arnes Saga, at Erkebiskoppen forlod Norge om Vaaren 1274, og saaledes ej kunde være i Paris 1273. Man kunde tænke sig Muligheden af at Erkebiskoppen var bleven i Paris Vinteren over, og ikke kom hjem førend Hoften 1275; men dette strander igjen paa Brevet l Dipl. Norv. III. No. 12, hvoraf sees, at han 17de August 1275 var hjemme i Nidaros. Hvis der saaledes ikke skulde være en „Dies Sancti Nicolai confessoris et pontificis“ i August eller September, hvorom de sædvanlige Kalendarier tie, maa hiin Angivelse være aldeles fejlagtig.
