selv havde givet Anledning til at Paven fordrede hine Clausuler tilføjede, maa han nu bittert have angret det. Der findes nemlig tydelige Tegn til, at de kongelige Raadgivere helst saa, at det hele Forlig gik overstyr, og at alt blev ved det Gamle. Det kunde saaledes spøge for, at aldeles ingen endelig Overeenskomst blev sluttet, i det mindste ikke førend ogsaa de havde sikret sig større Rettigheder baade paa Kronens og Kirkens Bekostning, og at saaledes netop den skadelige Strid vilde opstaa, som det i Indledningen til Overeenskomsten af 1273 heed at man havde villet undgaa. De verdslige Herrers Maade at opfatte Sagen paa fremlyser af deres Ferd kort Tid efter, da Kongen var død. Sagernes Stilling i det hele taget skjønnes ogsaa tydeligt af de Forhandlinger, der fandt Sted paa Island i Aarene 1275 og 1276, da det var blevet bekjendt, at Overeenskomsten for det første var gaaet tilbage. Biskop Arne havde, som ovenfor nævnt, faaet sin efter Erkebiskop Jons Ankomst formede Christendomsbaalk for Island udarbejdet: og drev det vel ogsaa dertil, at den foreløbigt blev antagen paa Thinget, men kun med det Forbehold, at den kun midlertidigt skulde gjelde, indtil Kongen og Erkebiskoppen forordnede en ny; derhos blev der under Haanden klaget for Kongen over de egenmægtige Skridt, som Biskopperne foretoge sig, ej alene med Hensyn til Udførelsen af de Beslutninger, der vare vedtagne paa Conciliet i Lyon, men ogsaa ved at opføre i Christenretten Bestemmelser, der paalagde nye Skatter eller Ydelser til Kirken. Uagtet Kongen, som vi vide, var meget kirkeligt sindet, og navnligt yndede Biskop Arne, ligesom han ogsaa med Varme omfattede Korstogs-Sagen, saa skrev han dog tilbage til Island, at man ej skulde understaa sig at antage nogen anden Lov, det være sig Christenret eller verdslig Lov, end den, han selv foreskrev, indtil han blev enig med Erkebiskoppen og Gejstligheden om hvad der skulde gjelde; han truede enhver den med sit Uvenskab, der handlede herimod, tilføjende at det var hans og Erkebiskoppens, men ingen anden Mands, Sag at forordne Christenret eller nogen anden Lov i hans Land[1]. Heraf kunne vi slutte, at Erkebiskoppen havde haft til Hensigt, samtidigt at faa vedtaget i Norge den Christenret, han havde udarbejdet, og af hvilken Biskop Arnes islandske Christenret kun var en Afspejling, men at han nu ikke engang vovede at bringe noget Forslag derom paa Bane. Dette havde dog det Gode ved sig, at Erkebiskoppen maatte indsee, at han ikke fremmede sin eller Kirkens Sag ved Underfundighed eller alt for nærgaaende Iver, men at han udrettede langt mere ved Aabenhed og Maadehold; og at det var højst uklogt af ham at sætte sig i et spendt Forhold til Kongen, da de verdslige Høvdinger
- ↑ Arne Biskops Saga, Cap. 17.
