for tre Aar. Imidlertid forandrede Paven denne sidste Bestemmelse allerede under 8de December derhen, at Kongen ogsaa af Hamars Biskopsdømme kunne oppebære hiin Tyvendedeel for tre Aar. Der maa altsaa være kommet noget i Vejen med Biskop Paal, maaske Sygdom. Han døde dog først 4 Aar senere, i Løbet af Vintren 1251–52[1].
Det var for Resten ikke Paven alene, der sikkert antog, at Kong Haakon nu endelig vilde gjøre Alvor af at drage ud. Denne Tro nærede ogsaa Kong Ludvig i Frankrige, der just nu var ivrigt beskjeftiget med Udrustningerne til sit Korstog, og han satte megen Priis paa at faa Kong Haakon til Medkæmper. Han tilskrev ham nemlig et særdeles venligt Brev, hvori han opfordrede ham til at gjøre Følgeskab med ham selv paa Toget til det hellige Land; ja han tilbød endog Kong Haakon, „som mægtig og ersaren paa Havet“, Befalingen over hele den franske Flaade, tilføjende, at den franske Landhær overhoved skulde rette sig efter hans Vink. Da Kong Haakon havde faaet dette Brev, der blev ham overbragt af den oftere omtalte Matthæus af Paris, hvilken selv beretter herom i sit store historiske Verk[2], svarede Kongen mundtligt – „han havde nemlig“, siges der, „fuldkommen Tillid til Matthæus’s Discretion –: „Jeg takker særdeles den fromme Konge i Frankrige, der ønsker mit Staldbroderskab paa Toget. Men jeg kjender noget til Franskmændenes Sind, og ligesom Digteren siger: ingen Hersker taaler godt nogen Medhersker“, saaledes siger jeg: „ingen Overmodig taaler godt nogen Staldbroder“. Mit Folk er heftigt, ubetænksomt, taaler ingen Fornærmelser, men kjender heller ikke Maadehold; opstaar der nu Trætte mellem slige Folk og de overmodige Franskmænd, vil enhver af os være udsat for at lide ubodelig Skade, hvorfor det er
- ↑ Dipl. Norv. I. No. 40, 41, Matth. Paris. siger (S. 496) at Kongen fik ⅓ af de kirkelige Indtægter, hvilket dog maa være urigtigt.
- ↑ Matth. Paris. l. c., jvfr. Th. Thorvessøns Hist. Norv. S. 265, hvor dette Sted hos Matthæus meddeles. Ved første Øjekast kunde det synes, som om Matthæus først overbragte Ludvigs Opfordring til Haakon om at slaa Følge med ham, derpaa vendte tilbage med Haakons mundtlige Svar, og endelig kom tilbage igjen, medbringende Ludvigs aabne Brev. Men ved nøjere Gjennemlæsning vil man se, at det ej forholder sig saaledes, og at Matthæus medbragte begge Breve, saavel den første Opfordringsskrivelse som det aabne Brev. Hvad enten Haakon ledsagede Ludvig eller ej, maatte det sidste være ham lige kjært, ja magtpaaliggende at faa. Det var altsaa ikke nødvendigt, at han først afslog Ludvigs Tilbud. Ludvig har vel endog aldrig hørt noget om Afslaget, men er rejst afsted, i det Haab, at Haakon skulde komme efter. Det er aabenbart, at Matthæus’s Samtale med Kongen foregik, da Matthæus i Sommeren 1248 opholdt sig i Norge for at reformere Holms Kloster. At han da inden August Maaned, da Ludvig drog afsted, skulde have kunnet gjøre et Par Rejser frem og tilbage til Frankrig for at besørge Kongens Brevvexling, er ikke sandsynligt.
