Mening gjeldende, at disse haandgangne Mænd derfor ogsaa til en vis Grad burde være fritagne for Leding. Hvor vidt de nu virkelig have nydt en saadan Fritagelse, erfarer man ikke af de for Haanden værende Kilder; den hele Lovgivning indtil 1273 indeholder intet derom, og det første ligefremme Tegn til, at noget saadant var paa Bane, findes først i hiin Indrømmelse, tilstaaet Biskoppens haandgangne Mænd. Dog torde maaskee den saakaldte „Hirdskraa“ give nogen Oplysning. Det er allerede ovenfor berørt, at Kong Magnus blandt fine Lovforbedrings-Arbejder ogsaa foretog sig at forbedre eller udvide denne Lov eller Baalk, der handlede om Hofceremoniellet, saavel som Hofembedsmændenes og de haandgangne Mænds Pligter og Rettigheder, og som sandsynligviis oprindeligt var forfattet af eller under Kong Sverre, da den i saa mangt og meget minder om „Kongespejlets“ Indhold og Utryksmaade[1]. Uagtet flere af de Forandringer, Kong Magnus foretog ved den, synes at have tilhørt hans første Regjeringsaar, er det dog vist nok, at den i den Skikkelse, hvori den er kommen til os, ikke er ældre end Rigsmødet 1273, eftersom baade den nye Konge-Arvelov og de paa Møderne i Tunsberg og Bergen foreskrevne Bestemmelser om Sysselmændenes Pligter og de Krigsfolk, saavel de som Lendermændene skulde holde, der findes optagne[2]; hvoraf vi altsaa maa slutte, at Kong Magnus ikke kan have lagt sidste Haand paa den førend efter hiint Mode: flere Omstændigheder tyde ogsaa hen paa, at det netop maa have været i 1274 eller 1275. Denne „Hirdskraa“ opregner ved Slutningen omstændeligt de „Retterbøder“ eller Rets-Forbedringer, som baade Kong Haakon og Magnus selv gav Lendermændene, Stallarerne, Merkesmændene, Skutilsveinerne, Hirdmændene, Gjesterne og Kjertesveinerne, men der findes dog intet om Fritagelse for Ledings-Ydelsen. Da nu en saadan vigtig Fritagelse dog maatte have sin Plads her, om den virkelig var given, saa maa man slutte, at den endnu ikke var given paa den Tid, da den forbedrede „Hirdskraa“ blev ført i Pennen. Derimod heder det, som det nedenfor nærmere vil vises, at de Huuskarle, Lendermanden var berettiget til at holde ifølge Kong Magnus’s Retterbod, skulde være fritagne for alle Nevninger, det vil sige for den almindelige personlige Krigstjeneste ved virkeligt Ledings-
- ↑ Man sammenligne f. Ex. kun Cap. 29, der taler om Hirdmændenes Høviskhed, med de allerede ovenfor (III. S. 403–408) anførte Uddrag af Kongespejlet om Hirdmændenes Opførsel.
- ↑ Nemlig i Capitel 36, se ovenfor S. 536, 549. Hertil kommer, at hvor der tales om Orknø-Jarlens Forhold til Kronen, nævnes der kun om Magnus Gilbartssøns Forlig med Kong Magnus 1267, men intet om hans Søn Magnus Magnussens Hylding 1276, hvilken, eller rettere de ved denne Hylding fornyede Lensbetingelser, ikke vel kunde have været uomtalte, hvis Loven var nedskreven bagefter at den fandt Sted.
