Udbud; den Slutning ligger da nær, at den samme Fritagelse udstraktes til Skutilsveinerne og de øvrige haandgangne Mænds Huuskarle, skjønt ingen Bestemmelse herom findes. Sandsynligviis havde da allerede tidligere et lignende Forhold ordnet sig af sig selv, saa at de haandgangne Mænd for sig og sine Mænd faktisk nøde et Slags Ledingsfrihed, om den end ikke var dem udtrykkeligt tilstaaet; og det kan derfor lettelig forklares, at Trangen til en udtrykkelig Fritagelse ikke blev følelig, førend Ledingspræstationen skulde gaa over til at blive reel[1]. Det første Spor til at en saadan Fritagelse har været given findes i Byloven, hvor der handles om Huusejernes Pligt at holde Brygger, Gader og Alminninger ordentlige foran deres Huse. Det heder nemlig her, at hvis Prester eller haandgangne Mænd i dette Stykke ikke gjøre rede for sig som andre Bymænd, skal Gjaldkeren forbyde Vedkommende at bortleje Huset eller koge eller bage der, indtil de opfylde deres Pligt[2]. Her er det klart nok, at det maa være Ledingsfriheden, nu, efter den nye Beregningsmaade, heftende ved Huset, saa længe det ejes af ledingsfri Person, der antages at give dette Paaskud til ogsaa at unddrage sig fra Forpligtelser, som ikke egentlig henhøre under Ledingen, og hvorfra man saaledes ikke skulde være fritagen. Men den haandgangne Mand vilde dog ikke paa denne Maade kunne have været sat i Klasse med Presten, naar ej den samme Fritagelse nu var bleven ham til Deel, som den, der allerede ved Overeenskomsten i Bergen var indrømmet denne. Altsaa kan man vel være sikker paa, at Kongen, efter at „Hirdskraaen“ afsluttedes, men førend Byloven blev vedtagen i 1276, har tilstaaet sine haandgangne Mænd saadan Frihed, som den, hvorom der her er Tale. Hvori denne Frihed bestod, erfare vi af senere Retterbøder, udgivne af Hertug Haakon efter at han var bleven Konge. Han klager her over, at de haandgangne Mænd, lærde Mænd og Biskopsmænd undsloge sig for at yde Leding eller svare anden Rettighed af det Jordegods, som de ejede mere end hvad han selv og hans Formænd havde givet dem frit, eller at de unddroge sig fra sin Skyldighed at udrede Leding til Kongedømmet af deres Aabøler og Jorder, medens det dog ikke var hans Hensigt at betage Hirden og de lærde Mænd deres gamle Ret, hvilken bestod deri, at hver Ridder (d. e. Skutilsvein) og Hirdmand skulde være fritagen for tre Personer, men hver Gjest og Kjertesvein for to Personer, af deres Aaltøler (d. e.
- ↑ Især maatte Trællevæsenets Ophør her gjøre meget til Sagen, thi da de haandgangne Mænd hørte til de fornemste og rigeste i Landet, eg saaledes holdt flest Trælle, for hvilke der maatte svares Leding, vilde Lettelsen for dem ej ret føles, naar der ej længer gaves Trælle, men frie Folk, der svarede Leding for sig selv.
- ↑ Bylov, VI. 13.
