paaboende Gaarde)[1]. Dette var saaledes de haandgangne Mænds Frihed, den samme, der ved Overeenskomsten i Bergen tilstodes de biskoppelige Mænd, og som gjentoges i den nye Overeenskomst med det udtrykkelige Tillæg, at den var „den selv samme som den, de kongelige Mænd nøde, og som de havde paa den Tid denne sidste Overeenskomst blev indgaaet“. Her have vi saaledes baade Fritagelsens Beskaffenhed og Tiden, naar den blev given, nogenlunde nøje bestemt. Der maa rimeligviis have fundet Underhandlinger derom Sted mellem Kongen og de haandgangne Mænd, hvorom vi nu af de sparsomme Kilder intet erfare, i Løbet af Aarene 1274 og 1275; i et af disse Aar maa en saadan Fritagelse have været tilstaaet de haandgangne Mænd, sandsynligviis som Godtgjørelse for det Antal Krigsfolk, de nu efter de nye Bestemmelser skulde stille; og det staar maaskee og i Forbindelse med Planer, Kong Magnus, vel ogsaa de haandgangne Mænd selv, nærede til at gjøre deres Stilling endnu mere glimrende, og bringe den endnu mere i Lighed med den, Baronerne og Ridderskabet i England og Frankrige indtoge, hvilke Planer, som vi snart ville see, kom til Udførelse allerede i Aaret 1277. Med Forhandlinger om disse Sager har Kongen saaledes maaskee for en stor Deel været optagen i Tiden efter at Arbejdet med Landsloven selv for det første var blevet sluttet, og Hirdskraaen omarbejdet og vedtagen„ Forhandlingerne med Erkebiskoppen om Overeenskomstens Fornyelse bleve neppe optagne, førend ved Sammenkomsten mellem ham og Kongen om Sommeren 1276, da Kongen havde sikret sig de verdslige Herrers Bistand ved hine Indrømmelser og Løfter om yderligere Fordele, medens Erkebiskoppen derimod havde modtaget Underretning om Pave Gregors Død, og saaledes vel allerede var bleven enig med sig selv om, at det klogeste, han kunde gjøre, var at komme til Forlig med Kongen, og sikre sig de Fordele, denne endnu fremdeles var villig til at byde.
Det er ikke usandsynligt, at et nyt Sygdomsanfald har truet Kongens Liv i Løbet af Vinteren, og derfor end mere fremskyndet Erkebiskoppens Higen efter at faa Overeenskomsten fornyet. Thi den 1ste Februar 1277 gjorde Kongen endelig Alvor af at fuldføre og besegle sit Testamente, der alt længe havde ligget færdigt, og hvortil han allerede i Aaret 1268 havde erhvervet pavelig Confirmation, men som han altsaa ikke har fundet sig foranlediget til at overgive Executorerne førend nu[2].
