i den Form, den nu fik, hvorledes denne Overeenskomst sluttedes under langt gunstigere Forhold for Kongen, end den foregaaende. Thi der dvæles ikke i saa skarpe Udtryk ved de Rettigheder, hvori Kirken skulde have lidt Afbræk; der tales vel fremdeles om den foregivne Underkastelse af Kongedømmet og Ofring af Kronen, saavel som om Biskoppernes paastaaede Ret til at have de første Stemmer ved Kongevalget, men i Stedet for at det i den foregaaende Overeenskomst er Kongen, der, uagtet han indvender, at Erkebiskoppens Fordringer ere overdrevne og utaalelige, dog erklærer sig villig til, for Fredens Skyld og af Kjærlighed til Kirken at tilstaa den større Friheder, saa er det nu Erkebiskoppen, der, skjønt han paa den ene Side finder, at han ikke uden Samvittighedsskrupler kan gaa disse Punkter stiltiende forbi, dog indrømmer „at det vilde lede til stor Forvirring og Urolighed om han vilde yppe Strid, da ej alene Ophævelsen af visse Vedtægter kunde synes skadelig for Folket, men Fastsættelsen af andre Bestemmelser kunde synes at være stilet lige mod Kongen selv og hele Kongedømmets Magt;“ hvorfor han helst vælger Fred og Enighed, og derfor „henvender sig til den berømmelige Kong Magnus’s Naade, hvilken baade Kirken og Riget saa ofte havde prøvet“; hvorimod da ogsaa Kongen, af sin Kjærlighed til alt ædelt og godt o. s. v., beslutter, med Biskoppernes, Lendermændenes, og Chorsbrødrenes Raad at hædre Nidaros Kirke med større Friheder, end den forhen havde. Og efter mange Forhandlinger fra begge Sider, heder det ogsaa her, besluttede Kongen, venskabeligt at bilægge Tvisten paa den Maade som følger.
Den første Artikel er paa det nærmeste ligelydende med den tilsvarende i den ældre Overeenskomst, paa det nær, at hvor denne slutter med at Erkebiskopperne og Biskopperne skulde have den fornemste Stemme i Tilfælde af at Kongevalg finder Sted, tillægges der: „hvorhos de skulle forsikre paa deres Samvittighed, at de oprigtigt ville arbejde paa at faa den valgt, som de ansee mest tjenlig for Riget og Indbyggerne“. Den anden er ligeledes eenstydende med den tidligere, der handler om Kongens Afkald paa Jurisdiction i de saakaldte gejstlige Sager, undtagen at der tilføjes: „med stadigt Forbehold af Kongens Ret i saadanne Sager, hvor der ifølge godkjendt Sædvane eller Rigets Love skal betales Pengesekt“ (Mulct), med andre Ord altsaa, at Kongen fremdeles skulde beholde det ham ved Lov eller Sædvane hjemlede Sagefald, om endog Sagen selv paadømtes af gejstlig Ret. Den tredie Artikel, om Erkebiskoppens eller Biskoppernes udelukkende Ret til at beskikke Prester ved de kongelige Capeller, er ordlydende bibeholdt, kun med Udeladelse af det Tillæg „som det er indrømmet af Kongens Forgængere“. Den fjerde Artikel, om at ingen Indblanding fra Kongens Side maatte finde Sted ved Biskoppers eller Abbeders Valg, er bibeholdt ordlydende med det vigtige Tillæg,
