Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/597

Denne siden er korrekturlest
583
1277. Høvdingemøde i Tunsberg. Compositionen.


Erkebiskoppen over disse Mænd i Tilfælde af at de have tilføjet hinanden indbyrdes Fornærmelser, er der en Forandring i Redactionen, der nøjagtigere stemmer med Lovens Bud: der staar nemlig „undtagen hvis de, hvad Gud forbyde, skulde have tilføjet hinanden indbyrdes eller andre Døden eller Lemlæstelse, i hvilke Tilfælde de skulle høre under Kongens eller hans Ombudsmænds (exactoram) Domstol, saavel som den deraf flydende Sekt“. I den forrige Overeenskomst taltes der nemlig her om Kongens „Dommere“, hvilket ikke var nøjagtigt, da det ej var Dommerne, d. e. Lagmændene, men Sysselmændene, og i Byerne Gjaldkererne, altsaa med et fælles Udtryk, Ombudsmændene, der havde med Criminalsagers Paatale og Afstraffelse at bestille. Derhos taler ikke den ældre Artikel her udtrykkeligt om den Kongen tilkommende Sekt. – Den 13de og 14de Artikel svare ganske til den 12te og 13de i den ældre Overeenskomst. Endelig tilføjes som 15de Artikel den Clausul, Pave Gregorius i sit Bekræftelsesbrev havde foreskrevet at skulle indføres, aldeles ordlydende, nemlig at Tvist om Fortolkningen af et eller andet Punkt i Overeenskomsten skulde afgjøres af tvende Mænd, een udnævnt af Kongen, een af Erkebiskoppen, hvilke igjen, hvis de ikke kunde blive enige, skulde kunne tilkalde en tredie. Om den af Paven fordrede Tvangsclausul var nu derimod ingen Tale.

Denne Overeenskomst, eller, som den siden sædvanligviis kaldes, Compositionen (da den nemlig i den latinske Original kaldes compositio), eller Sættargerden, afsluttedes af Kongen og Erkebiskoppen den 9de August i Minoriternes Kirke i Tunsberg, i Overvær af de tvende Biskopper, Andreas af Oslo og Arne af Stavanger, 8 Lendermænd som før, nemlig Hr. Erling Alfssøn, Hr. Ragnvald Urka, Hr. Andres Plytt, Hr. Gaute af Tolga, Hr. Bjarne Erlingssøn, Hr. Thore Haakonssøn, Hr. Audun Hugleikssøn og Hr. Vigleik Audunssøn, samt endelig af Domcapitlernes Befuldmægtigede, blandt hvilke fire fra Nidaros ere navngivne: Sighvat, Erlend, Thorfinn og Audun. Der er her ikke længer som i den tidligere Overeenskomst, nogen Tale om Forbehold af pavelig Confirmation, derimod heder det, at Foreningen paa begge Sider blev besvoren, paa Kongens Vegne af hine verdslige Høvdinger, paa Erkebiskoppens af Biskopperne og Capitlernes Befuldmægtigede, hvorhos begge Eedsformularer fuldstændigt indtoges. Altsaa skulde denne Overeenskomst nu betragtes som endelig, og Tvisten som fuldkommen bilagt. Documentet, der endnu er til, og, ligesom den forrige Overeenskomst, forfat-

    have vi paapeget de Punkter, der vise, at Friheden i det mindste i denne Skikkelse var ny, og ved Siden heraf bliver ogsaa det her paapegede Moment af Vegt.