bedst at enhver af os drager for sig, og udretter, hvad Herren forunder ham. Derimod har jeg allerede tilskrevet Kong Ludvig om, at han velvilligt ved et aabent Brev vil forunde mig fri Tilladelse til, naar jeg paa Toget kommer forbi hans Rige, og det skulde hænde sig, at enten jeg selv eller nogen af mine Folk bliver syg, eller jeg skulde trænge til Levnetsmidler eller andre Fornødenheder, i Fred at maatte lægge til Land og forsyne mig med hvad jeg behøver“. Det attraaede aabne Brev medbragte allerede Matthæus, der dog først nu synes at have rykket frem med det. Matthæus meddeler det i sit Verk heelt og holdent. Det indeholder en Befaling til alle Kong Ludvigs tro Undergivne, Baillis, Maires og Prévôts, at de, for det Tilfælde at Kong Haakon eller noget til hans Flaade hørende Skib skulde lande nogensteds i hans Rige eller de under hans Overhøjhed staaende Lehn, skulde modtage ham og hans Mænd hæderligt, tillade dem at kjøbe Levnetsmidler, og overhoved at forstilte sig med alle Nødvendighedsartikler. Da Kong Haakon havde læst dette Brev, glædede han sig saare meget, siger Matthæus, takkede Overbringeren af en saa smigrende Skrivelse, og betænkte ham med kongelige Gaver. Kongens Glæde gjaldt vel mest det venskabelige Sindelag hos den franske Konge, som Brevet udtalte, thi forøvrigt havde han vist opgjort med sig selv, at han ej vilde drage afsted og derfor heller ikke komme til at benytte sig af Ludvigs gode Tilbud Ludvig tiltraadte, som bekjendt, i August 1348 alene sit Korstog, der havde et heel bedrøveligt Udfald. Det er ikke usandsynligt, at den krigserfarne Haakons Deeltagelse vilde have kunnet give det en anden Vending; men for Norge var det visselig under alle Omstændigheder heldigst, at Kongen ikke befattede sig dermed. Man hører nu ikke mere tale om Haakons paatænkte Korstog førend i 1252, som det nedenfor paa sit Sted skal vises, og heller ikke da kom det til Udførelse. Men man ser af disse Forhandlinger, hvor stor Haakons Anseelse maa have været.
Den ellers saa myndige Innocentius vilde vel neppe have fundet sig saa taalmodigt i, at Kongen saaledes drog Opfyldelsen af sit Korstogsløfte i Langdrag, hvis han ikke fremdeles havde befundet sig i den Nødvendighed, at maatte lukke Øjet til mangt og meget, for ikke at skabe sig nye Fiender foruden Kejser Frederik og det øvrige hohenstaufiske Parti, der allerede var ham farligt nok. Uagtet Frederik var bleven afsat og excommuniceret paa Kirkemødet i Lyon, havde han dog saa mange og mægtige Tilhængere, og udviklede selv saa megen Kraft og Statskløgt, at de Fiender eller Modkejsere, Paven rejste imod ham, kom til at ligge under. Landgreve Henrik Raspe af Thüringen, hvilken Paven i 1246 fik valgt til Modkonge, døde allerede det følgende Aar, uden at udrette noget. Efter ham valgtes Vilhelm af Holland, der dog ikke ud-
