sig Tiende-Regulativet. „Gud takke eder, Vikverjer, siger han, saavel som Oplændingerne, for den Hast, Føjelighed og Godvilje I have viist os baade nu sidst vi have været hos eder og før, som vi ogsaa haabe at det fremdeles vil vedblive, og hvad der vil bevæge os til oftere at besøge eder“; han erindrer dem om det nys i Tunsberg sluttede Forlig som han haaber skal blive baade Lærde og Læge til Gavn og Greide, og siger at han har samtykket i at der skal ydes Tiende af alt hvad Loven byder, og hans Faders saavel som hans eget Brev omhandler[1], hvorimod Biskoppen havde lovet, at, naar hine Tiender godvilligt erlagdes, skulde alle Hovedtiender og alle andre ulovlige Tiender være afskaffede; han raader dem til at lytte til denne Formaning, „for at det kunde blive Gud til Ære, dem selv til Gavn og til større Enighed mellem Lærde og Læge“. Det hjalp dog ikke, som man seer, i det mindste for Thelemarkens Vedkommende[2]. I Forbindelse med denne Sag staar, som man af Indholdet seer, et Brev fra Kong Magnus til Indbyggerne i Hamars Biskopsdømme, der er skrevet i en temmelig alvorlig Tone, saasom der tales om de hyppige Klager, der havde været førte over den Ulydighed mod Gud og Kirken, der herskede mere her end i de fleste andre Biskopsdømmer i Landet, for det første med Hensyn til Tiende, idet nogle ikke ville yde Tiende af sin Trad, „Greftesæd“, og andet mere, hvilket Kongen siger ikke at ville taale længere og derfor befaler sine
- ↑ Her kan der kun sigtes til de ovenfor (S. 119, 49l) omhandlede Breve om Tiende, Olafsskot og Hallvardsskot, hvor Tienden kun i Almindelighed omtales uden nærmere at specificeres.
- ↑ Brev af 22de September 1277 i N. gl. Love II. 483. Det er henvendt til Hr. Erling Alfssøn, Thore Biskopssøn, Hr. Audun Hugleikssøn, Lagmændene, Sysselmændene og de haandgangne Mænd, alle Borgarthingsmænd og alle andre. Dette viser, at hine tre navngivne Herrer maa have indtaget en højere Stilling end de sædvanlige Sysselmænd, som det ovenfor er paapeget. Det var, som man seer, blevet en staaende Form, at almindelige Breve til et enkelt Landskab eller til en enkelt Stand henvendtes først til den eller de Personer i samme Landskab eller Stand under Navn, saaledes ogsaa det Brev, der strax herefter omtales, til Erkebiskop Jon. Men nu havde Erling, Thore og Audun, som det er viist, deres Forleninger kun i Viken eller i Borgarthingslagen, ikke i Eidsivathingslagen, ligeledes nævnes der kun „Borgarthingsmænd“ udtrykkeligt som de Thingmænd, til hvilke Brevet er henvendt. Derfor maa det her nærmest være Vikverjerne, eller Beboerne af de Districter i Borgarthingslagen, nemlig Skidusyssel, der endnu ikke havde underkastet sig de nye Tiendebestemmelser, for hvilke Brevet er bestemt. Vel siger Kongen senere: „Gud takke eder, Vikverjer og Oplændinger“ o. s. v., men her er aabenbart kun „Oplændinger“ taget med, fordi de sædvanligt plejede at nævnes sammen med Vikverjerne, og fordi Kongen under sit sidste lange Ophold paa Østlandet ogsaa havde været paa Oplandene. Hvor han taler om deres og Vikverjernes Lydighed, sigter han visselig til den Beredvillighed, hvormed Lovbogen antoges.
