der senere udgaves af Haakon Magnussøn, om Frihed for Leding af de haandgangne Mænds Aabøler (d. e. paaboende Gaarde), hvilken de vilde strække videre, end Fritagelsen berettigede dem til, d. e. videre end hvad der svarede til tre eller to Nev. Vi see ogsaa af Compositionen, at Friheden ogsaa har strakt sig til andre Byrder, som Skibsdræt, m. m., ligesom det ovenfor paapegede Sted i den nye Bylov viser, at Prester og haandgangne Mænd af den Aarsag enten allerede fordrede, eller antoges at ville fordre Fritagelse for at opfylde de sædvanlige Pligter, der paalaa Huusejerne i Byer med Hensyn til Gaders og Bryggers Vedligeholdelse. Her see vi derfor Begyndelsen til Sædegaards-Friheden, hvilken jo ikke er andet end Skatte- og Tynge-Frihed for de Gaarde, paa hvilke den saaledes Begunstigede har sit Aasæde (Aabøle), og hvis Lendermands- eller Hirdmands-Værdigheden havde været arvelig, saa vilde med det samme en arvelig Frelsestand eller Adelstand have været oprettet, thi den blotte Fødsel og Arveret til Aabølet vilde da have været tilstrækkelige til at gjøre Gaarden skattefri; nu udfordredes dertil en særskilt Optagelse i de haandgangne Mænds Tal. Men en personlig Frelsestand kan dog under alle Omstændigheder derved siges at være grundlagt, og da vi vide, at det næsten faldt af sig selv, at en Lendermands Søn blev Lendermand, eller haandgangne Mænds Sønner ligeledes lode sig optage i Hirden, var den virkelige Tingenes Orden ikke stort anderledes, end om en arvelig Frelsestand allerede fandtes, hvor meget endog Benævnelsen „Bonde“ endnu længe, i det mindste af Islændingerne, plejede at anvendes om de haandgangne Mænd, der ej havde opnaaet de højere Hoftitler[1]. Den norske højere Krigerstand stræbede her til samme Maal, og nærede samme Følelser, som deres Standsbrødre i det øvrige Europa, især Nabolandene Danmark, Sverige og England, og fornemmelig synes dette sidste Land, hvis nordmanniske Indretninger frembøde saa mange Analogier med Norges, at have foresvævet de norske Herrer som Mønster. Ved det samme Høvdingemøde, paa hvilket Compositionen sluttedes, gjorde man et stort Skridt videre i dette Henseende, idet der endog skede en stor Forandring i de højere Hird-Embedsmænds eller de saakaldte Hirdstjorers Titulatur. Kongen, siges der, gav sine Lendermænd, Stallarer og Skutilsveiner den Ret, at de herefter af alle skulde tituleres Herre, samt at Lendermændene herefter skulde hede Baroner, og Skutilsveinerne Riddere[2]. Allerede længere
- ↑ Se f. Ex. Annalerne ved 1407 og 1410, hvor baade Erlend Philipssøn og Haakon Sigurdssøn kaldes „Bonde“.
- ↑ Saaledes lyder den udførligste Beretning herom, i den saakaldte Lagmands-Annal, se Isl. Annaler udg. 1847, S. 155, Note b. Udtrykket „da gav K. Magnus“ viser ogsaa, at dette skede paa Høvdingemødet i Tunsberg.
