eensstemmelsen med de engelske Forhold og derfor ogsaa denne Formodning selv sterkere, er den Omstændighed, at de engelske Baroners Reisning under Kong Henrik for en stor Deel fremskyndtes af de Udsugelser, hvormed Landet plagedes af Pavestolen, under hvilket Kong Johan havde lagt det som et Len. Paa lignende Maade havde jo Erkebiskop Jon fordret at Norge skulde være et Len af St. Olaf eller Nidaros Kirke, altsaa dog ogsaa af Kirken i Almindelighed, og med de sørgelige Exempler for Øje, hvortil saadan Underkastelse kunde føre i England, kunde vel ogsaa de norske verdslige Herrer føle sig dobbelt fristede til at følge de engelske Baroners Exempel, og allerede antyde dette i de blotte Titler, som de nu antog. Vi skulde saaledes være mest tilbøjelige til at tro, at Forslaget til denne Foranstaltning snarere udgik fra dem, end fra Kongen. At denne samtykkede deri, kan deels finde sin Forklaring i hans umiskjendelige Hang til at omgive sig med Pragt og Ceremoniell, der gjorde at han maaskee selv fandt det i sin Orden at de ældre, særegent norske Titler ombyttedes med de i England og Frankrige brugelige[1], men deels ogsaa i den Nødvendighed, han befandt sig, eller i det mindste troede at befinde sig, at maatte forsone den Ugunst, hvormed de verdslige Herrer unegteligt betragtede Indrømmelsen til Gejstligheden, ved yderligere Indrømmelser ogsaa til dem. Og om end Indrømmelsen for det første ej havde været mere end den blotte Titel – og mere var den dog visselig –, vilde dog, som det gjerne gaar, allerede Titlen eller Navnet have været nok til at drage det med samme Titel og Navn sædvanligt forbundne Begreb efter sig, og man vilde snart betragte en „Baron“ eller „Ridder“ som berettiget til at indtage samme politiske Stilling, som en Baron eller Ridder i England. Saaledes, kan man sige, havde de haandgangne Mænd, der hidtil kun, vare Kongens Tjenere, – nu gjort Begyndelsen til at sikre sig en egen uafhængig Stilling og statsretlig Myndighed: det var lykkets dem at tilvende sig en Deel af den Magt, som Kongen og Kirken stod i Begreb med at skifte mellem sig alene paa det øvrige Folks Bekostning, og Lendermændene, hvis største Forrettigheder i lang Tid kun havde bestaaet i deres Rang og deres
- ↑ Vi have vistnok allerede, i de meddeelte Brudstykker af Kong Sverres Stridsskrift mod Gejstligheden saavel som af Kongespejlet seet at Benævnelsen „Ridder“ ikke var ukjendt i Norge, hvad den naturligviis heller ikke kunde være, men den havde ingen særegen officiel Betydning; den betegnede kun Krigere af højere Rang, fornemmelig dem, som kæmpede til Hest, og hvor de omtales i Stridsskriftet som en Deel af Statslegemet, har Forfatteren ikke særskilt Norge for Øje, men søger kun at skildre, hvad han anseer for Idealet af Statsforfatningen.
