Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/613

Denne siden er korrekturlest
599
1277. Hirdskraaen. Kantsleren.


at den netop har beløbet sig til sex „Nev“[1]. Da Lendermændene, siges det endvidere, skulle være Kongens højeste Raadgivere, bør de og være ham de huldeste, baade hemmeligt og aabenbart, og deri ligesaavel være forud for andre som i Ære og Rang. Naar Kongen beskylder sin Lendermand for „Landraad“ eller Svig, og Sagen ikke er ganske aabenbar, men Lendermanden benegter Sigtelsen, skal der først prøves Afgjørelse i Stilhed, mislykkes dette, skal Sagen behandles paa Hirdstevne og 12 Mand udnævnes til at undersøge den.

Efter Lendermændene nævner Hirdskraa Kantsleren, „der hørte blandt Kongens højeste Raadgivere inden Hirden, og skulde have Ret og Rang ved Siden af Lendermændene baade i Sæde og al anden Hædersbeviisning“. Kantsler- eller Storseglbevarer-Embedet havde allerede længe bestaaet ved de norske Kongers Hof; saaledes yttrede Kong Philip udtrykkeligt, da man ved Forliget til Hvitingsø fordrede, at han skulde nedlægge sin Kongetitel og udlevere sit kongelige Segl, „at dette sidste var ham umuligt, da Seglet var hos hans Kantsler i Oslo“[2]. Kantslerens Embedspligter vare, som det i Hirdskraaen heder, at bevare Kongens Segl, og udfærdige samt besegle de Breve, Kongen udstedte, holde Bog over Kongens Ejendomme, og nøje optegne saavel de ved Kjøb og Sagefald tilkommende, som de bortforlenede, samt derhos bolde Kongens Landskyldsbøger i Orden; hvorhos han altid skulde gaa Kongen tilhaande med sine Raad, og fare i de Sendeferder, Kongen paalagde ham inden- og udenlands[3]. Paa denne Viis sees Askatin, der senere blev Biskop i Bergen, allerede under Kong Haakon at være brugt i Gesandtskaber, skjønt han, besynderligt nok, ikke kaldtes Kantsler førend i Kong Magnus’s Saga. Men man kan dog ikke tvivle paa, at han allerede under ham har beklædt Kantsler-Embedet, og man maa ansee det for en blot og bar Tilfældighed, at han ikke udtrykkeligt kaldes Kantsler, ligesom at dette Embede overhoved ikke nævnes i Kong Haakons Saga. Da Kantsleren ej alene skulde være skrivekyndig, men og ifølge de Pligter, der paalaa ham, maatte besidde mere end almindelig Dannelse, fornemmelig i Sprog og Lovkyndighed, med andre Ord have fuldkommen „Klerke-Lærdom“ faldt det af sig selv, at Embedet som oftest beklædtes af Gejstlige, og , dette var vel ogsaa i de ældre Tider, da Boglærdom var saa sjelden hos Lægmænd, næsten altid Tilfældet. At man endog ved Affattelsen af Capitlet i „Hirdskraa“, der handler om Kantsleren, tænkte sig denne nærmest som Gejstlig, og at det saaledes rimeligviis er ført i Pennen

  1. Nemlig for Lendermanden selv og de fem Mænd han skulde stille.
  2. See ovf. III. S. 535.
  3. Hirdskraa, Cap. 21.