Klerker og Capellaner, og da det maatte være dem om at gjøre, at sikre sig disse uundværlige Tjeneres Hengivenhed endog naar der skulde være Uenighed mellem Kongen og Kirken, overhoved at drage dem saa meget som muligt ind i sine Interesser, havde Kongen søgt at beholde Retten til at beskikke Prester ved de af dem selv stiftede eller voterede Capeller. Vi have ogsaa seet, hvorledes Kong Haakon Haakonssøn havde erhvervet sig en udtrykkelig Tilladelse dertil af Pave Innocentius den 4de, „som Erstatning fordi hans Forfædre havde gjort Afkald paa Patronatsretten over de øvrige Kirker i Landet“[1]; nemlig saaledes at Biskopperne skulde erkjende og indvie de Prester, som Kongerne dertil præsenterede. Rigtignok havde Erkebiskoppen, som vi nys have seet, faaet den gamle Artikel fra 1194 ind i Compositionen, hvorved denne Præsentation skulde bortfalde, og Biskoppen uden Videre have Ret til at indsætte Prester ved de kongelige Capeller som andensteds; men da Hirdskraa blev ført i Pennen, havde dog Kongen Retten endnu, og det var vel endog et Spørgsmaal om en pavelig Bestemmelse saaledes uden videre kunde afskaffes. I det mindste maa Kongen, uanseet Compositionen, have beholdt sin Ret ved det Capell, der kunde betragtes som hans egentlige Sognekirke, nemlig Apostelkirken i Bergen. Denne havde Kongen allerede i 1271 indrettet til en Collegiatkirke, med en Provst og Canonici eller Chorsbrødre[2], og disse i det mindste havde Kongen udvalgt selv, da Compositionen den Gang endnu ej var afsluttet: desuden var hans Ven Askatin paa den Tid Biskop, og rettede sig vistnok ganske efter Kongens Ønsker i det Stykke. At Kongen for Eftertiden tænkte at vælge sine Hirdprester af dette Collegium, ja at han vel og haabede herved at sikkre sig et Forraad af Mænd, blandt hvilke han kunde vælge sine Kantslere, er højst sandsynligt. Vi ville i det følgende see, hvorledes de kongelige Capeller tilsidst kom til at udgjøre et eget gejstligt Stift for sig selv, unddraget Biskoppernes Tilsyn.
Den næste Rang i Hirden efter Lendermændene og Kantsleren skulde Stallarerne indtage; de havde, heder det, efter Lov og gammel Skik al den Ret som Lendermændene; Lendermand og Stallarere opføres ogsaa i den ældre Gulathingslov med een Ret, nemlig 6 Mkr, medens Jarlen og Biskop tager 12, Haulden tre. Derfor regnedes Stallarerne ogsaa efter 1277 blandt Rigets Baroner, ligesom vi i Compositionen see begge Stallarer, Audun Hugleikssøn og Vigleik Audunssøn, nævnte blandt disse. Stallarernes Forretning var, som det tidligere (II. S. 992) er omtalt, fornemmelig at tale paa Kongens Vegne paa
