ter om Sædelighed og god Opførsel, som man næsten skulde antage flydte af den samme Pen som Kongespejlet, og derfor upaatvivleligt hører til den oprindelige Deel af Hirdskraaen, fra Sverres Tid. Med Hensyn til Optagelsen i Hirden er her den merkelige, og som man af mange Beretninger i Sagaerne seer, ældgamle Regel, at om end Kongen foreløbigt har givet den, der anholdt derom, sit Samtykke, skulde dog, gjennem en af Stallarerne eller Merkesmanden, de tilstedeværende Hirdmænd tilspørges, hvorvidt nogen maatte have noget at indvende mod Optagelsen, for hvilken Indvending der da skulde anføres Grunde, og disses Gyldighed skulde underkastes en formelig Ransagelse. Kongen var vistnok ikke forpligtet til at rette sig efter Hirdmændenes Vilje i dette Stykke, men det er dog klart, at naar de alle, eller de fleste af dem, vare enige om at frabede sig den Foreslaaedes Optagelse, maatte denne Opinionsytring udøve en stor Indflydelse, og næsten tvinge Kongen til at lade Sagen fare. Udnævnelsen til Hirdmand skete paa den Maade, at Kongen, paa den Tid, han ej sad tilbords, skulde have et Sverd, helst sit Kroningssverd, liggende over sine Knæ og holde i Festet, hvorefter den vordende Hirdmand knælende skulde tage under Festet med sin højre Haand og kysse Kongen paa Haanden; derefter skulde han staa op, og berørende en Bog (Euangeliebog), som Kongen skulde have ved Haanden og række ham, sverge følgende Eed: „Dertil lægger jeg Haand paa den hellige Bog, og det skyder jeg til Gud, at jeg skal være min Herre (N. N.) Norges Konge huld og tro, aabenbarligen og lønligen, følge skal jeg ham inden- og udenlands, og aldrig skilles fra ham uden hans Tilladelse eller i fuldstændigt Nødsfald; holde skal jeg de Eder, som han har tilsvoret alt Landets Folk, efter det Vid, Gud under mig; saa være mig Gud huld som jeg siger sandt, gram om jeg lyver“. Derpaa skulde han atter falde paa Knæ for Kongen og lægge begge sine Hænder sammen, medens Kongen lagde sine Hænder udenom hans, hvorefter Kongen skulde kysse ham. Siden skulde han ligeledes hilses af Lendermændene og de øvrige Hirdmænd ved Kys[1]. Saaledes var Hirdmanden virkelig Sverdtager, og hans Hverv at bære Sverd og med Vaaben værne om Kongens Person derved antydet. Hirdmændenes Hovedpligter, naar de opholdt sig ved Hoffet, var at holde Fylgd, som det kaldtes, nemlig at gjøre Vagttjeneste i Gaarden, og ledsage Kongen paa hans Vandringer. De fleste Hirdmænd vare vel ellers de, som Kongespejlet kalder de „ikke bordfaste“, der havde Orlov og sad hjemme paa deres Gaarde; det forforstaar sig, at de der ej alene maa have nydt en qvalificeret Anseelse (hvilket endog fremgaar deraf, at det udtrykkeligt paalægges dem at være
- ↑ Hirdskraa, Cap. 31.
