nedes til Hirdstjorernes Tal, have Lendermændene dog været betragtede som dannende en højt over dem staaende Klasse, aldeles med samme Forskjel, som der i England fandt Sted mellem Baronerne og Ridderne, og hvis Norges statsretlige Forhold havde vedblevet at uddanne sig i den nys antydede Retning, vilde saaledes Ridderne rimeligviis have kommet til at danne et Underhuus, der ogsaa heri vilde ligne det engelske, at de, formedelst deres større Antal, ikke alle vilde kunne have mødt frem, men maattet sende Repræsentanter.
Hirdmændenes Stilling var, som det nu er viist, i det hele taget temmelig liig Riddernes, uagtet de ej, som disse, hørte til Herrestanden; men alene af den Omstændighed, at de havde Ledingsfrihed for det samme Antal Personer, og derfor vel ogsaa de samme Forleninger, sees det tydeligt, at de dog i det væsentlige betragtedes som hørende til den samme Klasse. Hermed staar det da vistnok ogsaa i Sammenhæng, at Hirdmændene nu, som oven omtalt, i latinske Breve begyndte at kaldes armigeri, i norske „aa Vaaben“; Hirdmandsværdigheden var nu det første Trin til Ridderværdigheden, og enhver Hirdmand ansaaes vel endog berettiget til, efter en vis Tjenestetid at stige op til Ridderværdigheden, naar han for Resten selv ønskede den, hvilket ikke altid var Tilfældet. De Sysler, der ej forestodes af Lendermænd, besattes vel i Regelen kun med Riddere eller Hirdmænd. Det var neppe nogensinde Tilfældet, og stred vel endog ganske mod Vedtægten, at en Gjest skulde kunne blive Sysselmand. I denne Egenskab havde Ridderne og Hirdmændene Adgang til Høvdingemøderne; ellers ikke. Vi have allerede seet mange Exempler paa, at Hirdmændene vare de egentlige „Sveitarhøvdinger“ eller Officerer, ligesom det ogsaa nys er omtalt, at man af dem (saavel som Ridderne) fortrinsviis, eller vel endog udelukkende, maa bave valgt Styremændene for Ledingsskibene, samt at det deraf, som af deres hele øvrige Stilling, rimeligviis fulgte, at de bavde stadigt Tilsyn med disse Skibe og den hele Udrustning i deres Hjembygd. Da det nu derhos var Styremændenes Pligt at udskrive Mandskabet i Ledingstilfælde, udøvede de allerede derved en betydelig Myndighed; deres Ret eller Pligt – hvorledes man vil tage det – til at staa Sysselmændene bi forøgede denne Myndighed end mere, og saaledes vare, de i Ordets egentlige Forstand „Herremænd“, ligesom Herremændene i Danmark. Deres personlige Stilling var ganske som disses, og da Slægternes Anseelse og conventionelle Stilling var arvelig, saa længe de besad Ejendomme til at holde den vedlige, kan man næsten endog sige, at de Hirdmænds Rettigheder allerede vare arvelige, der hørte til de ældre, højt anseede Slægter.
Gjesterne stode i Ledingsfrihed ved Siden af Kjertesveinerne,
