Under den foregaaende Fremstilling af Kong Magnus’s politiske og legislatoriske Reformer i Norge have vi allerede oftere haft Anledning til at berøre de samtidige Bestræbelser i lignende Retning, som foregik paa Island, og som her endog kunde siges at være af saa meget større Betydning, som det gjaldt hverken mere eller mindre end at ordne Islands hidtil fra Norges saa forskjellige Statsforfatning og Lovgivning ganske efter norsk Mønster, og derved at gjøre Unionen fra en løs Personal-Union til en fast Real-Union, hvorved Island blev en virkelig Deel af Norges Rige. Vi ville nu her nærmere betragte disse merkelige Begivenheder, idet vi begynde fra det Punkt, hvor vi tidligere afbrøde Beretningen om de islandske Tildragelser, nemlig med den fuldstændige Anerkjendelse af den norske Konges Herredømme paa Øen[1].
Gissur Thorvaldssøn havde, som det ovenfor er berettet, været Jarl siden 1258, men hans Magt var meget indskrænket, deels ved de øvrige mægtige Høvdinger, fornemmelig Oddeverjerne paa Sønderlandet, Ravn Oddssøn paa Vesterlandet, og Orm Ormssøn paa Østerlandet, deels ogsaa ved de Nordmænd, som Kong Magnus af og til sendte ud til Øen, for at have Opsigt med ham, og som da ej alene afgjorde mangt og meget uden hans Mellemkomst, men endog søgte sin Støtte hos hans Modstandere, overhoved tydeligt lagde for Dagen, at Kongen ingen Tillid havde til ham. De indre Forhold paa Øen vare endnu ganske uforandrede. Lovgivningen og Statsforfatningen vare endnu de gamle: Godordene vare fremdeles i Hænderne paa nogle faa Høvdinge-Ætter. Det var aabenbart de Høvdingers Mening, der havde underkastet sig, at alt skulde gaa i sin gamle Gang, paa det nær, at de nu betalte den norske Konge Skat, og at denne skulde sørge for at holde Fred og Enighed mellem dem. Dette var da nærmest Jarlens Hverv som Kongens Repræsentant, men Jarlen selv passede igjen slet ikke i hele den islandske Forfatning, og naar han nu heller ikke tilbørligt understøttedes af Kongen, men derimod af ham betragtedes med Mistænkelighed, og af Høvdingerne med formeligt Had, er det tydeligt nok, at hans Magt som Jarl maatte være liden eller ingen, hans Stilling yderst ubehagelig, og at Fejderne om kort Tid atter vilde begynde som før, med mindre der gjordes Foranstaltninger til at udrydde Ondet fra Grunden af, nemlig at forandre den hele Statsforfatning efter norsk Mønster, og fratage Godordsmændene deres utilbørligt sammendyngede og nu gjennem saa mange
- ↑ Se ovf. S. 376.
