Aar hen, inden man kunde skride til en saa overvættes Forandring, som at indføre norsk Lov og Rettergang i Stedet for den islandske. Forsøget maa saaledes have mislykkets, og hvis vi kunne slutte noget derfra, at vi ikke saa længe efter atter finde Sturla hos Kong Magnus, kunde det maaskee være dette, at Sturla endog har mødt betydelig Modstand og Uvilje, saa at han ikke engang fandt det behageligt at dvæle længer paa Island. Han lod endog sin Hustru Helga og sine Sønner komme over til Norge, og nød derimod nu megen Ære af Kong Magnus, der gjorde ham først til Hirdmand, siden til Skutilsvein, og overdrog ham det Hverv at skrive hans egen Historie, ligesom han og senere kaldte hans Søn Thord til sin Hirdprest. Ogsaa Thorvard Thorarinssøn sees at have vendt tilbage til Norge, skjønt ikke førend Aaret 1268.
Der nævnes ikke om noget nyt Forsøg paa at forandre Islands Lovgivning og Statsforfatning førend i 1271. Imidlertid var en Mand traadt frem, der snart kom til at udøve den mægtigste Indflydelse paa Forholdene i Landet, og i en Række af Aar kan siges at have baaret dets Skjebne i sine Hænder. Denne Mand var Arne Thorlakssøn, Sønnesøn af den tidligere omtalte Gudmund Griis, og saaledes beslægtet med Gissur Thorvaldssøn. Han viste sig allerede i sin tidlige Ungdom alvorlig og fandt mest Behag i Læsning og Skrivning; derhos udmerkede han sig i al Slags Haandarbejde. Han kom siden som „Klerk“ til Abbed Brand Jonssøn i Thykkvabø, der underviste ham i den Tids theologiske Lærdom og roste meget hans ypperlige Nemme. Da Brand i Aaret 1262 drog over til Norge og blev indviet til Biskop i Hole, drog Arne med; han har da Diaconus, og under Opholdet i Nidaros om Vintren 1262–63 blev han nøje kjendt med Kong Magnus, der fattede en Yndest for ham, som aldrig siden ophørte. Da Brand var vendt tilbage til Island, fulgte Arne ham fremdeles, og blev hos ham paa Hole; og efter Brands Død i 1265 blev Arne af Nordlændingerne sendt til Biskop Sigvard i Skaalholt for at bede ham indsætte en Official eller midlertidig Bestyrer af Biskopsstolen. Sigvard udnævnte dertil Arne selv, efter at han først i det Øjemed havde givet ham prestelig Vielse. Den 28aarige Arne gav allerede nu tilstrækkelige Prøver paa sin Nidkjærhed og Frygtløshed, hvor det gjaldt at overholde Kirkens Forskrifter. Saaledes forbød han strengeligt en riig Mand, der havde Diacon-Vielse, at gifte sig, uagtet Gissur Jarl selv havde været med at aftale hans Giftermaal; Brylluppet blev vel holdt efter Jarlens Bud, og denne var selv Gjest; men da han kom hjem til Stad, fandt han Kirken stængt, og hørte nu, at Arne havde lyst Interdict over Brudgommen og alle hans Gjester. Siden havde han et Møde med Arne angaaende denne Sag, og forestillede ham, at saadanne Giftermaal efter
