stvrelse[1]. Man erfarer derimod ikke, hvorledes der forholdtes med den østre Deel, der skulde have staaet under Orm. Der var ikke nogen verdslig Høvding der, hvem Magten i hans Sted kunde betroes. Sandsynligviis har da Biskop Arne haft mest at sige der, og dette forklarer ogsaa tildeels hans større Held i at drive sine Fordringer med Hensyn til Kirkegodset igjennem paa den Kant end andensteds paa Øen.
I det følgende Aar, efter at det vigtige Rigsmøde i Bergen havde været holdt, hvorved saa mange forbedrede Bestemmelser med Hensyn til Mannhelgen vare blevne vedtagne, sendte Kongen anden Gang den for Island tillempede norske Lovbog til Øen, for at faa den antagen. Ogsaa denne Gang var det Sturla Thordssøn og Thorvard Thorarinssøn, der bragte den, men ved deres Side havde Kongen ogsaa stillet en af sine Hirdmænd, ved Navn Eindride Bøggul. Vi have endnu Lovbogen i den Skikkelse, hvori de bragte den, sandsynligviis er det endog det selv samme Exemplar, de bragte over[2]. Den indeholder, som det allerede
- ↑ Dette sees af Arne Biskops Saga Cap. 9, hvor det udtrykkeligt heder, at Ravn af Kong Magnus havde faaet halve Island.
- ↑ Dette maa man slutte deraf, for det første, at det i og for sig selv vilde have været usandsynligt, at en Lovbog, der kun gjaldt faa kort som denne, skulde have oplevet flere Afskrifter; for det andet, at Lovbogen, foruden den nye Lov, ogsaa indeholder den gamle islandske, eller Graagaas, skreven med samme Haand som hiin, og foran den, saaledes at „Graagaas“ endog egentlig begynder Bogen, kun fraregnet at det aller første, som findes skrevet i den, er det forhen omtalte „Domme-Capitel“, hvilket indeholder Formaninger og Advarsler for de opnævnte Dommere, der i Følge det nye System skulde bedømme enhver Injuriesag, og som aabenbart sees at tilhøre Artiklerne, der vedtoges paa Rigsmødet 1271, s. o. S. 522, 523. Den Omstændighed at den ældre Lov, der endog efter den nye Lovs Antagelse skulde være afskaffet, findes heel optagen, synes nemlig at vise, at Bogen nærmest har været indrettet for de Mænd, der skulde faa den nye Lov antagen, for at de under Debatterne ved ethvert Punkt kunde have den ældre Lov ved Haanden og henvise til den, samt vel ogsaa for at Sturla, der, som vi ville see, skulde være den første Lagmand, der dømte efter den nye Ret, altid kunde benytte den ældre som Subsidiærret, hvor hiin var ufuldstændig. At hiint Domme-Capitel sattes foran, er aabenbart kun skeet af den Grund, som ogsaa forhen er berørt, at det saa ofte skulde oplæses, og man derfor vilde have det paa et Sted, hvor det lettere kunde findes; saaledes fatte man det da paa en Side foran i Bogen, medens der paa det rette Sted i Loven selv kun findes den første Linje med en Henviisning (Norges gl. Love I. S. 275). Det mest afgjørende Beviis af alle bliver dog dette, at den Konge-Arvelov, som her findes optagen, er Konge-Arveloven af 1260, ikke den af 1273, hvilken jo naturligviis maatte have været indtagen, om Afskriften var yngre; medens paa den anden Side Optagelsen af Artiklerne fra Mødet i Bergen 1271 viser at i det mindste den Deel, der indeholder den nye Landslov, er senere end dette. Thi heraf sees det aldeles bestemt, at Afskriften maa være besørget i Mellemtiden mellem
