derlandet, to fra Østerlandet og to fra Vesterlandet[1]. Dette Thing, der i Begyndelsen af Loven kaldes Lagthing, benævnes ogsaa i Loven selv, og benævntes altid senere, ligesom det forrige, Althing, men enhver seer lettelig, at det havde ikke stort andet tilfælles med det gamle Althing, end at det var en Sammenkomst, hvor Sager paadømtes og Love antoges, samt at det skulde holdes paa den gamle Althingsplads ved Oxaraa, een Gang om Aaret.
Forandringerne i den øvrige Lovgivning vare ikke mindre radicale. Hele den gamle Rettergang, med de vidløftige Formaliteter, og den særegne Indretning med Kviderne, som ovenfor er omtalt, ombyttedes med den norske; i Stedet for Kviderne kom nu Tolfter-Eed og Lyriter-Eed, Frændebøderne og Sagetallet afskaffedes ogsaa her ganske ved Optagelsen at Statuterne fra 1271, medens alle Drabs- og Lemlæstelses-Bøder herefter, som i Norge, skulde tildømmes af ti opnævnte Mænd[2]. For Drab skulde her, ligesom i Norge, Kongen være berettiget til Thegngilde ved Siden af de andre Straffe, eller Bøder, hvorhos der ogsaa for alle andre større eller mindre Forseelser bestemtes en Sekt til Kongen, efter det norske System. Vi ville her ikke opholde os ved alle de mindre Lovsforandringer, som vare en Følge af, at de fleste Bestemmelser i Mannhelgen, foruden Artiklerne af 1271, ventedes fra Frostathingsloven, at Bestemmelserne om Landboforholdenes for den største Deel toges at Gulathingsloven, medens man kun i enkelte for Island særegne Materier bibeholdt Artikler fra den ældre islandske Lovgivning[3]. Frostathingslovens Arvetal traadte i Stedet for det gamle islandske, og Bestemmelserne for Giftermaal ventedes deels fra Frostathings- deels fra Gulathingsloven, formodentlig saaledes som allerede Materialierne til den nye norske Landslovs Bestemmelser herom vare ordnede i Udkastet til denne. Kort at sige, de gamle islandske Annalers Udsagn, at der nu kom norsk Lov til Island, indeholder bogstavelig Sandhed, og hvad man nu fordrede af Islændingerne, var altsaa et fuldkomment Afkald paa det Tilsagn, Kongen havde givet dem i Tractaten af 1262, at de skulde faa beholde „islandsk Lov“.
At en saadan Lov, der ganske omstyrtede veie den bestaaende offent-
- ↑ Thorleif og Ketils Christenret Cap. 15.
- ↑ Se ovf. S. 523.
- ↑ Se Udg. af Jarnsida i N. gl. Love I., hvor det neden under hvert Capitel er anført, hvor vidt det er taget fra Gulathingsloven eller Frostathingsloven. En fuldstændig Tabel over Kilden til hvert Capitel findes i Fortalen til Kjøbenhavner-Udgaven S. VII–IX. Her sees det, at „Graagaas“ kun har leveret eet Cap. i Mannhelgen, 14 i Landabrigde og Landsleje-Baalken, 3 i Kjøbe- og Tyve-Baalken.
