lige og private Ret, maatte møde Modstand, var naturligt; men det er kun merkeligt, at Modstanden ikke var større, og det kan blot forklares af Menigmands Misfornøjelse med det gamle System. Allerede den samme Sommer, Lovbogen var sendt ud, blev, siges der, Thingfarebaalken og Artiklerne om Thegngilde saavel som to Artikler af Arvebaalken vedtagne[1]. Dette berettes ganske kort og godt, uden nogen Bemerkning, uagtet Thingfarebaalkens Vedtagelse var den egentlige Revolution, saasom derved hele den gamle Statsforfatning afskaffedes. Fra dette Øjeblik af existerede der ikke længer nogen Godord; hvad der nu kaldtes Althing, havde, som vi nylig have seet, kun lidet mere end Navnet tilfælles med det gamle; man havde anerkjendt Oprettelsen af Lagmands-Embedet saavel som af Sysselmands-, eller som det endnu kaldtes, Valdsmands-Embedet. Det synes dog, som om Godordsmændene maatte have gjort nogen Modstand, eller betinget sig nogle Fordele til Erstatning, førend de frasagde sig deres Godord, men derom berettes intet. Tvert imod, man skulde snarest formode, at de ingen Betingelse have sat, thi først senere, i den nye Overeenskomst, som sluttedes med Kong Haakon, Magnus’s Søn, bestemtes det udtrykkeligt, at Lagmænd og Sysselmænd skulde være islandske, og af deres Ætt, som før havde opgivet Godordene. Det slaar dog ikke fejl, at mange have været misfornøjede hermed, og med blødende Hjerte seet deres ældgamle, ærværdige, om end til de daværende Forhold mindre passende Statsforfatning erklæret død og magtesløs, men de have enten ikke vovet at hæve deres Røst, eller talt for døve Øren. Biskop Arne, Kongens Ven og ivrige Hjelper i alt hvad der vedkom det Verdslige, kan man vel for en meget stor Deel tilskrive dette over al Forventning gunstige Udfald, thi hans Indflydelse paa Almuen var allerede overordentlig stor. Hvad Thegngildet angaar, da tilføjes der „over alt Landet“; dette Tillæg sigter rimeligviis til, at det allerede var vedtaget i en Deel af Landet; i enkelte Annaler findes det nemlig antegnet, at Thegngildet blev vedtaget i Aaret 1269[2]: dette, sammenholdt med hiin bestemte og over
- ↑ Biskop Arnes Saga Cap. 9, Annalerne ved 1271.
- ↑ Se enkelte af Annalerne, ligeledes Biskop Laurentius’s Saga, der for hvert Aar af Laurentius’s Liv anfører de i Annalerne antegnede Begivenheder, og saaledes slutter sig til disse. Der staar udtrykkeligt i Laurentius’s 3die Aar (1269) tilstode Islændingerne Kong Magnus Thegngilde, blev Arne indviet til Biskop i Skaalholt, og Erlend til Biskop i Færøerne. Rigtignok staar der ogsaa her, saavel som i enkelte Annaler, for det følgende Aar (1270), at Islændingerne toge ved Kong Magnus’s Lov; men dette maa enten være urigtigt, eller sigte til en partiel Vedtagelse af en enkelt Lovbestemmelse, hvorom nu ellers intet vides.
