Kongen og bedet ham, som en sand og fuldkommen Ven af Kirken „at stoppe Munden paa disse Kirkens Uvenner og hans Modstandere“. Kongen svarede særdeles venligt, lovede at understøtte ham, og sagde at han ønskede baade at see ham og de øvrige mest anseede Islændinger hos sig for at raadslaa om denne vanskelige Sag, men fordrede derhos at Biskoppen til Gjengjeld skulde gjøre ham den Villighed at bruge al sin Indflydelse for at faa den nye Lov vedtagen. Han ledsagede Brevet med gode og kostbare Foræringer[1]. Overbringeren var den før nævnte Eindride Bøggul, der synes at have forladt Island om Høsten 1271, siden det heder, at han nu kom ud igjen 1272, lidt før Thinget. Paa dette Thing drev virkelig ogsaa Biskop Arne det til, at hele Loven, paa Arvebaalken nær, blev antagen; og hvad denne Arvebaalk angaar, er det endog sandsynligt, at Kongen selv har ønsket dens Antagelse udsat indtil videre, da han nu ganske sikkert maa have været beskjeftiget med, eller have haft i Sinde, at lade udarbejde en ny. Saaledes havde da Island paa et eneste Aar faaet fuldkommen ny Statsforfatning og Lovgivning. Fra at være en i sin indre Frihed selvstændig, om end skatskyldig Republik, blev det nu saa godt som et norskt Landskab, i det mindste med de monarchiske Former ligesaa gjennemførte i alle Administrationens Grene som nogensteds i Norge selv, og med sporløs Udslettelse af alle republikanske Merker[2]).
Af denne Aarsag bliver den her beskrevne Antagelse af Kong Magnus’s nye Lov i Aaret 1271 og 1272 at betragte som en Begivenhed af yderste Vigtighed i den islandske Historie, skjønt Loven selv ikke kom til at gjelde i mange Aar, førend den afløstes ved en ny. Thi denne nyeste Lov, der kun er en for Island indrettet Tillempning af Kong Magnus’s norske Landslov, var saaledes blot at ansee som en Forbedring og Fuldstændiggjørelse af den foregaaende, og medførte ingen radical Forandring af et allerede bestaaende System. Forandringen, eller rettere Revolutionen, var skeet ved Antagelsen af hiin: fra det Øjeblik af maa man paa Island datere Begravelsen af den ældgamle republikanske Forfatning, og Indførelsen af norske monarchiske Institutioner, ja endog af norsk Privatret. Fra det Øjeblik kan man først sige, at Islands Tilslutning til Norge var fuldkommen.
Til Lagmand efter den fuldstændige Vedtagelse af den nye Lovbog beskikkedes Sturla Thordssøn. Heller ikke var nogen nærmere dertil, da han selv havde været med at udarbejde den, og saa-
