Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/648

Denne siden er korrekturlest
634
Magnus Haakonssøn.


ikke være Lovens, men maa, om det virkelig har været brugt, være Bogens Navn, sandsynligviis efter den Indbinding, som den da havde. Den har og, som det ovenfor er nævnt, været kaldet Haakonarbok, men dette Navn passer daarligt, da den jo øjensynligt er bleven udarbejdet under Kong Magnus[1].

59. Sagen om Patronatsretten paa Island afgjort ved Erkebiskoppens Dom. Biskop Arnes store Magt og Stridigheder med de verdslige Høvdinger.


Det Medhold, som den kongelige Statholder, Ravn Oddssøn, gav dem, der modsatte sig Biskop Arnes Bestræbelser for at faa Kirkegodset unddraget de verdslige Høvdingers Patronat, synes ogsaa at have givet andre Mod til at efterfølge deres Exempel, ja man kan næsten sige, at alle de større Høvdinger rejste sig som een Mand imod ham, og henskøde deres Sag under Kongens og Erkebiskoppens Dom. Da denne Sag saaledes var af yderste Vigtighed, besluttede Arne at modtage Kongens venlige Indbydelse for selv at være tilstede og føre den. Han indskibede sig derfor allerede om Sommeren 1272, og drog over til Norge, hvor Kong Magnus modtog ham med største Venlighed. Samtidigt droge ogsaa flere af de verdslige Herrer over, nemlig først og fremst Sighvat Halfdanssøn af Odde, forsynet med Fuldmagt af sine Brødre til at svare paa deres saavel som paa sine egne Vegne; desforuden ogsaa Sysselmændene Ravn Oddssøn og Thorvald Thorarinssøn, Sighvats Svoger; Ketil Loftssøn, der fordrede Hitardal, Einar Thorvaldssøn, der ikke vilde overlade Vestfjordens Kirke til Biskoppen, og flere. Alle disse Herrer tilbragte saaledes Vintren i Norge, saavel som Biskop Arne, der benyttede sig af Lejligheden til at lade sig nøje underrette af Erkebiskoppen om, hvilke Bestemmelser denne agtede at optage i sin nye Christenret, for at han kunde indrette den islandske Christenret derefter. Erkebiskoppen havde allerede skriftligt befalet ham at gaa aldeles frem paa samme Viis paa Island, som han selv gik frem i Norge. Sandsynligviis havde vel Erkebiskoppen, som vi ovenfor have viist, Udkastet til sin Christenret færdig, saa at Arbejdet blev Arne saa meget lettere. I Betragtning af at dette vigtige Anliggende, nemlig Udarbeidelsen og Indførelsen af en ny Christenret, saavel som de nys rejste Stridsspørgsmaal, selv om de afgjordes til Arnes Fordeel, i lang Tid vilde komme til at optage hele hans Virksomhed, fritog Erkebiskoppen ham, som det ovenfor

  1. For Navnene Jarnsida og Haakonarbok har man ingen samtidig Autoritet. De synes kun gjennem Traditionen at være komne til i senere Tider. Se ellers ovenfor, S. 484.