at Rusland, der hidtil var lige saa civiliseret, som nogen anden østeuropæisk Stat, og under mangehaande Forbindelser med Nabolandene befandt sig i den samme jevnt fremskridende Udviklingstilstand som disse, nu for lang Tid løsreves fra den europæiske Cultur-Udviklings Omraade, og sank ned i det dybe Barbari, hvorfra det endnu ved Peter den stores Regjeringstiltrædelse ikke synderligt havde hævet sig. Navnlig kan man vel antage, at det var under Mongolervældet, at det slaviske Folke-Element i Rusland ganske fik Magten over det gamle germaniske, saaledes at den nordisk-germaniske Mundart, der tidligere havde været de egentlige Russers, det vil sige det herskende Folks, og fornemmelig Fyrsteslægtens Modersmaal, nu aldeles gik til Grunde og forglemtes, saa at slavisk Sprog blev det eneherskende i alle de Egne, hvor ikke mongoliske eller tatariske Horder sloge sig ned.
Uagtet Mongolernes Angreb ikke naaede frem til det egentlige Norden, er det dog let begribeligt, at man ogsaa der med Forfærdelse erfarede deres Fremtrængen, og at man tillige saa Virkningen deraf, idet mange Flygtninger søgte Sikkerhed i Egnene hiinsides Østersøen og Finmarkens Fjelde. En saadan Flytning i Masse synes at have fundet Sted fra det gamle Bjarmeland til Finmarken. Thi Sagaen fortæller, at en Mængde Bjarmer, der havde flygtet for den Ufred som Tatarerne (saaledes kaldtes stedse Mongolerne i de Tider) anrettede, tyede til Kong Haakon, og at han christnede dem og gav dem Malangen-Fjord at bebo[1]. Malangen dannede dengang netop Nord-Grændsen før Haalogaland, altsaa for det egentlige Norge; hiinsides den regnedes Finmarken at begynde. Det var altsaa i den nærmest Haalogaland beliggende Deel af Finmarken, at de flygtende Bjarmer fik nedsætte sig. Naar dette skede, siges ikke, men da man af de russiske Aarbøger erfarer, at Mongolernes frygteligste Herjen i Ruslands nordligere Egne skede i Begyndelsen af Aaret 1238, da blandt andre Steder ogsaa det mægtige Vladimir blev indtaget og næsten i Bund og Grund ødelagt, er det ikke usandsynligt, at Efterretningen herom har sat Bjarmerne i Skræk, og at deres Flugt til Norge er at henføre til dette eller det følgende Aar. Kong Haakon lod, som Sagaen beretter, en Kirke opføre paa Tromsø, og christnede det Kirkesogn[2], det vil sige, det omliggende Distrikt, der efter hans Foranstaltning skulde sogne dertil. Der siges ikke, om dette stod i Forbindelse med Bjarmecoloniens Nedsættelse og Omvendelse til Christendommen, eller om der her alene sigtes til Finnerne ved Balsfjorden og i Sundene der omkring. Sandsynligviis sigtes der baade til Bjarmerne og
