gjerne, om man vilde, ogsaa yde den Almisse, hvorom her var Tale, men ellers maatte man ikke formeligt underkaste sig nye Bestemmelser, uden at de udgik fra Kongen[1]. Disse Breve fra Kongen bleve overleverede Biskop Arne og de øvrige, til hvem de vare bestemte, just som de sad i et prægtigt Bryllup paa Madrevalle, hvor foruden Biskop Arne ogsaa Biskop Jørund, Abbederne af Vidø og Tveraa, Ravn Oddssøn, Jon Lagmand og mange andre Høvdinger vare tilstede. Brevene bleve strax ivrigt læste, og Stemningen mod Biskop Arne gav sig tydelig nok tilkjende derved at man i Spøg lod falde Ord om, at Thangbrand Prest nok var kommen igjen for at christne Island anden Gang[2]. Imidlertid kunde deres Triumf over Biskop Arne enda ikke være saa stor, thi i et andet Brev, hvori Kongen forordnede et og andet med Hensyn til Regjeringen paa Island, viste han Arne den største Tillid og Hæder. Der kom ogsaa Brev fra Erkebiskoppen, hvori denne opfordrede Biskopperne til at opretholde Kirkens Ret som de bedst kunde. Arne lod sig derfor ikke forknytte, men skrev tilbage til Kongen, at han efter bedste Overbeviisning havde ladet Christenretten vedtage, og sendte nu herved en Afskrift af den for at Kongen og Erkebiskoppen selv kunde tage den under Overvejelse. Han havde paa denne Tid alvorlige Trætter med den mægtige Thorvard Thorarinssøn. Anledningen hertil var især, at han tog sig af Bønderne naar Thorvard, som Sysselmand, forekom ham at gaa alt for strengt til Verks mod dem: derved blev det endog almindeligt, at Bønderne, naar de sagsøgtes af Sysselmanden, skød deres Sager fra denne under Biskoppen, det vil sige anraabte Biskoppens Beskyttelse, og Biskoppen truede da endog stundom med Ban, hvis ikke Sysselmanden lod Sagen falde: en Fremferd, der sikkert var gjort i den bedste Mening og maaskee i de fleste Tilfælde imøde Billigheden paa sin Side, men dog umuligt kunde bestaa med ordentlig Rettergang, og neppe engang lader sig forklare anderledes end deraf, at de nye Rettergangsformer endnu ikke havde levet sig ind blandt Folket, saa at baade Biskoppen og Folket med en vis Naivetet troede at kunne tilsidesætte dem, naar det forekom dem at de misbrugtes[3]. Herom sendte Thorarin, som man lettelig kan begribe,
- ↑ Arne Biskops Saga, Cap. 17.
- ↑ Arne Biskops Saga, Cap. 13.
- ↑ Tvende af disse Sager omtales udførligt i Arne Biskops Saga, Cap. 18 og 19. Det er af Interesse at lægge Merke til, hvorledes de nye norske Institutioner her allerede vise sig at være i Virksomhed, siden den norske Lovs Antagelse. I begge Sager handles der om Benegtelseseed efter norsk Skik, med eller uden Medeedsmænd. „Olaf“, heder det, „gik til Eed og svor, men da hans Vidner (det vil her sige Medeedsmænd) skulde sande hans Eed med
