gjorde mindre Nytte end det kunde behøves, og at der i den Anledning burde tages Forholdsregler. Høvdingerne, skrev han, vare uenige indbyrdes, men dog alle Kongen troe; med de haandgangne Mænd kom han selv godt ud af det, undtagen med Thorvard, skjønt der ikke egentlig var nogen Sag imellem dem. I denne Uenighed, meente han, havde Thorvard vel saa megen Skyld som han, og hvis han, som han troede, svertedes hos Kongen af Thorvald, bad han ham ej give ham nogen Sag førend han havde overbeviist sig om at Thorvard havde Ret. Hvad Christendomsbaalken angaar, da var det, sagde han, ikke hans Agt at drive mere paa Gjennemførelsen af de vedtagne Dele end passeligt kunde være. Imidlertid rejste Eindride Bøggul og Nikolas Oddssøn om i Landet paa Thingene og inddrev de kongelige Skatter med langt større Strenghed, end man hidtil havde været vant ved; de irettesatte ogsaa Bønderne haardt fordi de skød deres Sager fra Sysselmændene og til Biskoppen, erklærende dem, som gjorde det, for Landraademænd eller i det mindste skyldige i Brevbrud; endelig forbød de Bønderne reent ud at yde Madgaver i saa stor Udstrækning, som Biskoppen havde fordret dem. I alt dette handlede Eindride, som man seer, ganske efter Kong Magnus’s Instruction, og han tilføjede derfor, hvad Helligdagshold angaar, at han ikke vilde blande sig deri, saasom Kong Magnus havde erklæret, at det alene tilkom Biskoppen at bestemme Helligdagsholdet. Siden fik Biskop Arne Anledning til at erklære baade Eindride og Nikolas faldne i Ban, fordi de havde forgrebet sig paa en Prest[1], der var uforskammet imod dem. De protesterede herimod, og vilde intet Skridt gjøre til at erhverve Absolution. Biskoppen saa sig da nødt til at give dem den uden anden Betingelse, end at de betalte Presten ti Mkr. Men fra den Tid af, heder det, var Eindride den føjeligste mod Biskoppen, og de kom udmerket vel overeens i alt hvad Eindride skulde udføre paa Kongens Vegne; han aabenbarede ham nu, at Kongen ved hans Afrejse havde befalet ham at give efter for Biskop Arne, men ikke mere end han selv sluttes for Biskop Jørund. Eindride tillod ogsaa Biskop Arne at
- ↑ Arne Biskops Saga Cap. 22. Presten, en sterk og voldsom Mand, havde været uforskammet mod dem, da de skulde sætte over en Elv paa en Ferje, der tilhørte ham, og som de maaskee havde taget uden at spørge ham ad; han vilde endog kaste de Tasker overbord, hvori de forvarede de kongelige Breve, hvorfor de straffede ham ved at kaste hans Sager i Vandet. Denne Prest, heder det, var en Søn af Gudmund Hjaltessøn, der blev dræbt i Throndhjem fordi han havde saaret Thorberg paa Raudsvold. Denne Thorberg sees af Navnet, saavel som hans Gaards Ravn, at maatte være en Søn af hiin Erlend Thorbergssøn, der var en Brodersøn af Erkebiskop Eystein. Saa længe ejede altsaa Ætten endnu sin gamle Odelsgaard Raasvold eller Raudsvold. Se foregaaende B. Slægttavle 6.