paatale sine Sager paa Heredsthingene efter den gamle Christenret, dog saaledes at Sekterne helst skulde rettes efter den nye Lov; han forbød ogsaa de haandgangne Mænd at befatte sig med Kirkesager; men til Gjengjeld viste ogsaa Arne sig desto ivrigere i at befordre Kongens Interesser, thi, sagde Eindride, desto rimeligere var det da ogsaa, at Kirken og Biskoppen beholdt sine Rettigheder ubeskaarne.
Et Exempel paa Biskop Arnes Iver for Kongens Sag er os opbevaret. Sysselmanden Asgrim Thorsteinssøn, der havde Biskop Arnes Anbefaling at takke for sin Udnævnelse til Sysselmand, laa i Uenighed med en vis Bjørn, hvis Kone var i Slægt med Biskoppen, saavel som med Loft Helgessøn, Biskoppens Systersøn og Forstander for Skaalholts Biskopsgaard. Asgrim søgte at bringe dem i Ulejlighed, og der fremstod virkelig nogle Folk, der, vistnok efter hans Anstiftelse, beskyldte dem for at have talt usømmeligt om Kongen. Biskoppen selv anmeldte dette for Eindride, der strax stevnede dem over til Norge for at retfærdiggjøre sig. Dette er et af de første Exempler, vi treffe, paa slige saakaldte „Utanstevninger“, der naturligviis vare Islændingerne yderst forhadte. De Stevnte tyede til Biskoppen om Hjelp, og nu først, efter at have opfyldt hvad han ansaa for sin Pligt mod Kongen, tog han sig af sine Slægtninger; han fik et Mode i Stand mellem Eindride og Asgrim; de undskyldte sig, og det viste sig at deres Forseelse ikke var saa slem; det kom da til et Forlig, hvorved de svore Kong Magnus, Kong Erik og Hertug Haakon Troskabseed, og lovede at være ham hulde og tro, hemmeligt og aabenbart, samt aldrig at være imod Kongens Ombudsmand, naar han talte om Lov og Ret; hvorimod Eindride tilbagekaldte Stevningen. Saa magtpaaliggende lod Biskop Arne det være sig at hævde Kongens Hæder, at han endog satte den over sine egne Frænders Interesser. Af denne saavel som andre Beretninger skulde det for Resten synes, som om allerede Eindride Bøggul har haft det Hverv at faa enkelte Artikler af den nyere norske Landslov vedtagne paa Island, førend endnu nogen egentlig for Island indrettet Lovbog var sendt der over. Dette var, som vi have seet, rimeligviis allerede skeet med Arvebaalken i 1273, og det kunde, efter at først den norske Lov var indført paa Øen, let skee med andre Dele, idet disse kun undergik en Modification, uden at Forandringen i sig selv var iøjnefaldende[1]. Da Eindride for-
- ↑ Egentlig kunde man vel næsten allerede betragte Arnes Bestræbelser for at faa sin Christendomsbaalk antagen som henhørende til dette Foretagende. Naar der ovenfor tales om at Eindride „handlede om Lov og Ret“, kan det vel vanskeligt forstaaes om andet end slige partielle Vedtagelser af Forandringer i Liighed med hvad der var skeet i Norge.
