Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/659

Denne siden er korrekturlest
645
1264–77. Begivenh. paa Island. Arnes Christenret suspenderet.

lod Island, for at reise hjem igjen til Norge, skrev Biskop Arne med vant til Kong Magnus, og overlod det nu ganske til Kongens Bestemmelse, hvorledes det skulde forholdes med Christendomsbaalken[1]. Altsaa, med andre Ord, denne var nu ganske suspenderet og den ældre endnu gjeldende.

Allerede førend Eindride drog fra Øen, havde Ravn, Thorvard og Sturla indskibet sig for at drage til Norge. Om de havde faaet nogen Kaldelse af Kongen, vides ikke; maaskee havde Eindride efter Biskoppens Raad anmodet dem om at rejse, Ravn for, om Kongen fandt saaledes for godt, at blive udnævnt til Overbefalingsmand, Thorvard for at svare paa de Klager, Biskoppen fremførte mod ham, og Sturla for at møde baade Thorvards og Biskoppens Klager over hans Mangel paa Holdning. De kom dog ikke det Aar længere end til Færøerne, da de lede Skibbrud der og maatte forblive der Vintren over. Vaaren efter kom de til Norge, hvorfra Sturla dog allerede samme Sommer vendte tilbage. De Klager, som baade Biskoppen og Thorvard førte over Sturla, vise at han nu paa sin gamle Alder har været for svag og ængstelig til at kunne bestyre sit vanskelige Embede tilbørligt. Efter sin Hjemkomst synes han ogsaa tildeels at have draget sig ud af de politiske Conflicter, indtil han, i 1283, nedlagde Lagmands-Embedet, og trak sig tilbage til Fagerø i Breidafjorden, hvor han døde Aaret efter, 70 Aar gammel (30te Juli 1284)[2].

60. Kong Magnus’s Forhold til det svenske Hof. Forhandlinger om Rigsgrændsen. Magnus optræder som Fredsmegler mellem Kong Valdemar og hans Broder.


Med Sveriges Konge og Jarl fortsatte Kong Magnus den venskabelige Forbindelse, der allerede var stiftet i hans Fader Kong Haakons Tid. Hertil bidrog ogsaa meget det Svogerskab, som var mellem Magnus og Kong Valdemar, og den fælles Interesse, de som gifte med hver sin Datter af Kong Erik Valdemarssøn i Danmark havde af at varetage deres Hustruers Tarv lige over for det danske Kongehuus. Vi have saaledes seet, at der i Aaret 1264 ved norske og svenske Befuldmægtigede paa den ene Side, og danske paa den anden, istandbragtes et saakaldet Opgjør, hvorved det endog paa Skillingen beregnedes, hvad der

  1. Arne Biskops Saga Cap. 37. Arne sendte ved denne Lejlighed Kongen ogsaa „en frisk Hest, der kom godt tilpas“.
  2. Arne Biskops Saga Cap. 20, jvfr. Sturlunga-Saga X. 19. Her siges det, at Sturla lod Lagmands-Embedet fare da Stridighederne begyndte; dette er ikke ganske nøjagtigt, for saa vidt som han virkelig blev i Embedet til 1283, som det nedenfor skal omtales; men man seer dog, at han den hele Tid holdt sig udenfor disse voldsomme Storme.