Valdemar kom ikke, og tilbragte derimod Tiden, heder det, med at fornøje sig, rimeligviis med Jagt, oppe i Sverige, hvorpaa Magnus vendte tilbage til Tunsberg, for at tilbringe Vintren der. Sandsynligviis skulde Grændse-Anliggendet have været videre behandlet paa dette Møde. Men nu fik Valdemar andet at tænke paa. I denne Tid, heder det, begyndte Kong Valdemars Vennesælhed meget at aftage i Sverige, i Sammenligning med hvad den havde været i hans Faders Tid. Byrge Jarl var nemlig død i Aaret 1266, og det er aabenbart at Valdemar manglede Kraft og Indsigt til at raade sig selv. Han havde tre Brødre, Magnus, der havde faaet Hertugstitel, Junker Erik, og Benedict, kaldet Klerk, der havde faaet en gejstlig Opdragelse og ventede at blive Erkebiskop; af disse stod den ærgjerrige Hertug Magnus langt over Valdemar i Klogskab og Dygtighed, og pønsede i Bevidstheden herom sikkert allerede nu raa at støde sin Broder fra Tronen, om han end ikke for det første lod sig merke med andet, end at han fandt sine Forleninger for smaa. Dog holdt han sig endnu for det første tilbage, medens derimod Junker Erik ligefrem ytrede sin Misfornøjelse med at han ej havde faaet saa store Forleninger som han ansaa lig tjent med eller berettiget til; han kaldte sig derfor i sin Harme selv „Erik Allsenkte“ (aldeles intet)[1], opholdt sig endog en Stund ved det danske Hof maaskee lige siden Faderens Død, og kom først tilbage mod Slutningen af 1272. Medlemmerne af Folkunge-Ætten, Kongens Slægtninger, blandede sig ligeledes, som det settes, i Tvisten. Deres Hoved synes paa denne Tid at have været Hr. Jon Philipssøn af Rumby, en Søn af Philip Laurentssøn, og derved beslægtet saavel med det norske Kongehuus, som paa mødrene Side med den mægtige Æsbern-Snare-Ætt i Danmark. Jon Philipssøn maa paa en eller anden Maade have gjort sig mistænkt af Valdemar, eller fornærmet ham, thi der berettes, at han lod ham fængsle engang medens han var i Kirke, og holde i Forvaring. Maaskee har han staaet i nærmere Forbindelse med Junker Erik, hvilken Kong Valdemar havde sterkt mistænkt for oprørske Planer, og derfor nu holdt under et Slags Opsigt. En anden fornem svensk Herre, Bo Galen, var ogsaa faldt i Unaade hos Valdemar og erklæret fredløs, saa at han maatte flygte til Norge, hvor Kong Magnus tillod ham at opholde sig ved Hoffet; han har formodentlig ogsaa været indviklet med i Junker Eriks og Jon Philipssøns virkelige eller foregivne Stemplinger. Alt dette maa have vakt saa megen Misnøie og Uro, at Kong Valdemar fandt det raadeligst at roe til sin Svogers, den redelige og almeenagtede Kong Magnus’s Bistand og han lod ham derfor om Vintren
- ↑ Efter Rimkrøniken skulde Dronning Sophia have givet ham dette Øgenavn.
