ved et til Tunsberg afsendt Bud indstændigt bede om at skjenke ham en Sammenkomst, hvor som helst Magnus maatte bestemme det, for at handle om disse ubehagelige Sager, og bringe en Megling til Veje. Magnus svarede at han gjerne skulde møde ham, men at han ej vilde rejse længer end til Sarpsborg, hvor han til Midfaste-Tid[1] (19de Marts) skulde begive sig hen, og hvor den svenske Konge da kunde finde ham. Hertil var Valdemar nu strax villig. Til den bestemte Tid begav Magnus sig afsted, ledsaget, blandt andre, af Biskop Arne i Skaalholt, der, som det allerede ovenfor er nævnt, havde tilbragt Vintren hos ham i Tunsberg. Da Kongen var kommen over paa den anden Side af Fjorden, til Varna, kom ganske uventet Junker Erik Byrgessøn ham i Møde. Han skulde have været i Følge med sin Broder Kong Valdemar paa Rejsen, men en Dag, medens denne stod paa, bad han om Tilladelse til at ride lidt ud for sin Fornøjelse, og da dette var blevet ham tilstaaet, reed han, saa hurtigt han kunde, blot ledsaget af nogle faa Svende, lige til Norge, hvor han saaledes traf Kong Magnus førend denne endnu var kommen til Borg[2]. Hans Hensigt var, som man seer, endnu ikke fiendtlig mod Broderen; han vilde kun stemme Magnus gunstigt for sig og sit Parti ved den forestaaende Megling. Han fulgte nu selv med Magnus, der tog venligt imod ham, til Borg. Siden kom Kong Valdemar; Kong Magnus sendte Biskop Arne hen for at møde ham et Stykke paa Vejen, og modtog ham ved Ankomsten til Borg med de største Hædersbeviisninger og et herligt Gjestebud. Det lykkedes, fortælles der, Kong Magnus baade at forlige begge Brødrene, Kong Valdemar og Junker Erik, og at faa Jon Philipssøn tagen til Naade, samt Bo Galens Fredløshed ophævet. Valdemar, Erik og Jon Philipssøn skulde mødes i Skara, hvor 12 Mænd skulde besverge Forliget i Paahør af Befuldmægtigede fra Kong Magnus, der i hans Navn skulde erklære hvor vidt Ederne vare betryggende. Alle Forhandlinger i Borg gik, siges der, med største Blidhed fra Haanden mellem Kongerne, og der blev ogsaa talt om mange andre vigtige Anliggender, til hvilte sandsynligviis Grændse-Opgjøret hørte, skjønt det er højst uvist, om det kom til nogen Afgjørelse[3]. Ved Afskeden gav Kongen sin Svoger, den svenske Konge, herlige Gaver, og lod en af sine Stallarer, Olaf af Stein, tilligemed andre gode Mænd paa
Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/666
Denne siden er korrekturlest
652
Magnus Haakonssøn.
