Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/674

660

Magnus Haakonssøn.

Magnus, at dømme Kong Valdemar eller overhoved have noget at sige over ham, da han var deres Herre og Høvding“. En saadan Opfatning af Sagen var ganske, hvad man kunde vente sig af Kong Magnus’s Retferdighedsfølelse og strenge Begreber om Kongemagtens Hellighed, endskjønt han egentlig handlede inconseqvent ved at ytre sig saaledes, efter selv at være traadt i Dom mellem de stridende Brødre. Saavel han selv, som alle de øvrige Mænd, hvilke Valdemar havde opnævnt i Dom, erklærede at det Tilbud, der nys var gjort ham, saa langt fra at være nogen passende Erstatning, tvertimod var at ansee som frek Spot og mageløs Uretferdighed. Men de svenske Herrer holdt haardnakket paa deres Mening, og da ingen af de tvende Partier vilde give efter, kunde man ej enes om nogen Dom, og Kong Magnus’s saavel som de øvrige Fredsvenners velmeente Bestræbelser bleve saaledes forgjeves. Forhandlingerne afbrødes ganske, og Thorsdagen den 2den Juli vendte Kongerne Valdemar og Magnus med deres Følge tilbage til Ragnhildarholmen. Søndagen efter holdt Kong Magnus Thing i Kongehelle, og reiste om Tirsdagen med Kong Valdemar til Ekerøerne, hvorfra han nogle Dage senere med hele sin Flaade sejlede nord til Tunsberg. Det slaar ikke Fejl, at Kong Valdemar nu har anmodet Kong Magnus om at staa ham bi med væbnet Haand, og hjelpe ham til paa denne Maade at faa sit Rige tilbage, siden mindelige Underhandlinger ej formaaede saa meget. Men længere end til disse gik ikke Magnus’s Sind, skjønt han havde gjort saa store Udrustninger, og havde en saa vældig Flaade samlet. For Magnus’s fredelige og udelukkende paa Rigets Vel betænkte Sind maa det for det første have syntes uforsvarligt, at indvikle Folkene i en dem ganske uvedkommende Krig; for det andet var det vel neppe engang passende, om han, efterat have optraadt som Voldgiftsmand mellem de stridende Brødre, havde ved Vaabenmagt villet sætte den Sag igjennem, som han ad fredelig Vej ikke kunde skaffe Indgang. Saaledes var yderligere Hjelp hos ham ej for Kong Valdemar at vente, og denne drog strax ned til Danmark, for at prøve sin Lykke hos Kong Erik, medens Kong Magnus vendte tilbage til Tunsberg med sin Flaade, og her, som man maa antage, afskedigede den. I Følge med ham var da ogsaa Kong Valdemars Dronning Sophia, og deres Børn, nemlig Junker Erik, Ingeborg, der nys var bleven gift med Gerhard af Holsten, og Katharina. Dronning Sophia begav sig først nogle Uger senere til Danmark med Junker Erik, ledsaget af Kong Magnus’s Sendebud, Stallaren Audun Hugleikssøn og Guthorm Gydassøn; Døtrene Ingeborg og Katharina bleve derimod tilbage i Tunsberg hos Modersysteren Dronning Ingeborg. Kong Magnus tilbragte nemlig, efterat have gjort den tidligere omtalte Reise til Oplandene og