Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/677

Denne siden er korrekturlest
663
1276–78. Uenighed med Danmark.


medens de øvriges Gods blev inddraget under ronen (20de August 1280)[1]. Saaledes endtes for det første de langvarige indre Stridigheder i Sverige, uden at Norge denne Gang videre indvikledes deri.

61. Kong Magnus’s Uvenskab med Danmark og Forhold til de vendiske Stæder.


Imidlertid var Forholdet mellem det danske og det norske Hof, der lige fra den første Tid, Arvespørgsmaalet havde været bragt paa Bane, ej havde været synderlig venligt, i de sidste Aar blevet mere spendt end før, uden at vi dog af de mangelfulde Efterretninger, vi have om de Tiders Begivenheder, tydeligt kunne skjelne den nærmere Sammenhæng. Der skal atter have været handlet om Udleverelsen af Dronning Ingeborgs Arvegods, og sandsynligviis var det vel netop i dette Erende, at de nys omtalte norske Gesandter i 1276 ledsagede Dronning Sophia til Danmark; men Kong Erik skal have undskyldt sig med, at Arvegodset indestod hos de sønderjydske Hertuger[2]. Derhos tale et Par danske Annaler, der just ikke høre til de aller paalideligste, om at der i Aaret 1277 „var en stor Kamp ved Skanør mellem de Danske og de Norske, hvorved der af de sidste faldt 5000 Mand“[3]. Denne Angivelse er nu vistnok overdreven, da der vel neppe engang vare saamange Nordmænd tilstede ved Skanørs Sildefiske; men saa meget sees dog heraf, at den Kamp, hvortil her sigtes, maa have været blodig og forbitret, og at en heel Deel Nordmænd omkom. Efter en just ikke sikker Kilde skulle de Tydskere, der vare tilstede ved Sildefisket, have taget de Danskes Parti, og usandsynligt er det vistnok ikke[4]. Vi have seet, hvorledes der i Kong Sverres Dage herskede megen Skinsyge mellem de norske Bymænd og de tydske, især de lübeckske Handelsmænd, der mere og mere trængte dem ud at Markedet, og ved ingen Anledning kunde denne Skinsyge lettere give sig Luft i alvorlige Haandgribeligheder, end paa et saadant Handelsmarked som det i Skanør, hvor der i Mængdeviis kom Folk sammen fra alle de nordiske og østersøiske Havne, og hvor der allerede i

  1. Rimkrøniken, jvfr. Scr. Rr. D. I. S. 255. Rimkrønikens Chronologi er her ikke ganske sikker.
  2. Huitfeldt I. S. 281. Han henfører Svaret til 1278. Jfr. Werlauff, i Nord. Tidskr. II. 528.
  3. Annaler i Scr. Rer. D. V. 615, 624. Suhm, der anseer denne Kamp for Følgen af et virkeligt Krigstog fra norsk Side tror at maatte henføre det til 1278, fordi man fra andre Kilder veed, at Kong Magnus ej havde nogen Leding ude i 1277; men Annalernes Ord giver ikke Anledning til at antage det Hele for andet og mere end et tilfældigt Slagsmaal, uagtet det for Resten kunde være blodigt nok og give Anledning til yderligere Fiendtligheder.
  4. Messenius, Scondia S. 57.