3) Kongen indrømmede, at de tydske Kjøbmænd „som et Tegn paa hans yderligere Naade og Gunst“, skulde frit og uhindret opkjøbe paa Brygger, Gader eller i Baade alle Slags „Smaavarer“, saa og alle Slags Huder, naar de tilsammen ikke udgjorde et Deker, og Smør i ringere Partier end 9 Lauper, i Tiden fra Hallvardsmesse (15de Mai) til Mariemesse fyrre (15de August). Dette var en Undtagelse fra den ovenomhandlede Bestemmelse i Byloven VI. 16, at der ikke maatte kjøbes eller sælges slige Varer fra Fartøjer, eller andensteds end i Huse eller paa Torv, undtagen naar der kjøbtes til Kongens Gaard.
4) De fremmede Kjøbmænd skulde være fritagne for Skibsdræt, undtagen naar Skibene vare saa store, at deres Hjelp ikke kunde undværes, hvilken Tilfælde man dog skulde anmode dem venskabeligt derom, uden mindste Tvangs-Anvendelse. Det kunde synes at falde af sig selv, at udenlandske Handelsmænd, der kun for en kortere Tid laa i Havnen med deres Skibe, stedse havde været ganske frie for denne Byrde, men den nye Bylovs VI. 17, bestemte udtrykkeligt, at alle Kjøbmænd, naar de kun havde været tre Nætter i Byen, skulde være pligtige at indfinde sig til Skibsdræt, saa snart Hornet lød.
5) Fremdeles indrømmede Kongen, at Sysselmænd, Gjaldkerer eller andre kongelige Ombudsmænd i tre Dage ikke skulde kunne forbyde de tydske Kjøbmænd at sælge sine Varer til hvem de fandt for godt, hvilke tre Dage skulde regnes fra det Øjeblik, de anmeldte for vedkommende kongelige Ombudsmænd, at de havde saadanne Varer tilfals. Inden disse Dage skulde ogsaa de kongelige Ombudsmænd have underrettet Kjøbmændene om, hvilke Varer de for en bestemt Priis ønskede afholdte til Kongens Brug. Dette sigter ligeledes til Bestemmelserne i Bylovens VI. 16, saavel som det ældgamle Regale, Forkjøbsretten. Dog skulde det kun gjelde, forsaavidt der ikke udstedtes noget almindeligt Forbud mod at føre Varer fra Sted til andet.
6) Kongen indrømmede fremdeles, at alle Tydskere, der leed Skibbrud i Norge, skulde frit beholde og nyde alt deres Gods, som de kunde faa reddet, og at Ingen skulde understaa sig at tilegne sig noget deraf, saa længe de ikke selv havde forladt det.
7) Endvidere tilstodes det dem, at ingen af dem, naar han tilbød eller stillede paalideligt „Tak“ om at fremstille sig for Retten eller adlyde den fældede Dom, skulde for nogen som helst Gjeld eller Forbrydelse kastes i Fængsel, med mindre Forbrydelsen var saa stor, at den straffedes med Halshugning eller Haandens Tab.
8) Alle de tydske Handelsmænd, der lede Skibbrud paa Norges Kyster, skulde, naar de ikke selv vare mandsterke nok til at bjerge Skib eller Gods, have Ret til at opbyde saa mange, som de troede at behøve,
