inden Skibreden, hvilke vare forpligtede til at hjelpe ved Bjergningen imod en Godtgjørelse af sex Ører norsk for hver Lest, samt en af uvillige Mænd ansat Betaling for Skib og Redskab; undsloge de sig for at komme, skulde de være underkastede lovlig Straf.
9) For at dette kunde overholdes, og Fred og Venskab bevares, forbød Kongen alle sine Sysselmænd og Ombudsmænd at gjøre Brud paa nogen som helst af de her tilstaaede Friheder, saa snart de vilde undgaa hans Vrede; og „for at de, som Kongen omfattede med særdeles Kjærlighed, kunde mødes af Undersaatterne med saa meget større Venlighed“, bød han alle Rigets Dommere, og paalagde dem indstændigt, „at de ved en vis Forkjærlighed behandlede de lübeckske Borgere og deres Gods, der kom til Norge, idet de, naar de klagede, ufortøvet skaffede dem Ret, straffede dem, der søgte at undertrykke dem, strengt, og viste dem al mulig Gunst og Velvilje, hvor saadant med Retferdighed og Ærlighed kunde skee“.
et sees let, at disse Fritagelser endnu ikke vare saa overvættes store, og at navnlig endnu ikke de tydske Vintersiddere havde erholdt nogen særegen Begunstigelse, hvilket var det egentlige Maal, til hvilket Tydskerne stræbede, og som de da omsider efter megen Modstand fra norsk Side, endelig langt om længe opnaaede, saaledes som det i det Følgende skal vises. En Paategning, der findes paa det af Kongen udstedte Originaldocument[1], der endnu opbevares i Lübeck, antyder, at Kjøbmændene ikke vare synderligt fornøjede ved dette Frihedsbrev. Om denne Paategning er samtidig, eller kun lidet yngre end Udstedelsen, vides ikke; men man kan neppe tvivle paa, at den ganske rigtigt udtrykker den Stemning, der raadede ved Modtagelsen af Brevet. Men Norge var endnu for mægtigt til at de kunde tiltvinge sig alt, hvad de vilde, og de maatte for Øjeblikket nøje sig med det Mindre, i Haab om, med Tiden, naar Omstændighederne vare gunstigere, at faa det Mere. Begyndelsen til en Undtagelses-Lovgivning for deres Vedkommende var dog nu allerede gjort. Det følgende Aar (7de August) gav Kong Magnus et ligelydende Frihedsbrev for de bremiske Kjøbmænd: heraf sees, at i det mindste disse dog toge til Takke dermed[2].
Med de øvrige Nabomagter i Europa stod Kong Magnus, saa vidt
