Kongsgaarden, eftersom, hvad der allerede ovenfor er berørt, en ny prægtig Apostelkirke strax efter Modtagelsen af den hellige Torn blev grundlagt i Kongens Urtehave. Denne blev dog ikke færdig, førend længe efter Magnus’s Død i 1302, og da først blev den ældre nedreven[1]. Desforuden indrettede Kongen et Capell i Kongsgaarden selv, i Castellet ved Søen[2]. Ifølge en enestaaende Beretning skal Kongehallen i Bergen være afbrændt 1266; forholder dette sig saaledes, maa Kong Magnus have ladet den istandsætte, og muligt er det, at det er Arbejdet hermed, som først har givet Anledning til, at hine større og mere omfattende Anlæg foretoges. I Tunsberg forøgede Kong Magnus de Befæstninger, hans Fader allerede havde opført, med et nyt Castell af Tegl, hvoraf der endnu findes nogle faa Levninger[3]. Muligt, at dette Anlæg stod i Forbindelse med andre Udbedringer efter en Ildebrand, der fandt Sted i Tunsberg 1275, og hvilken rimeligviis, ligesom alle de andre i Annalerne optegnede Ildebrande fra den Tid, var af betydelig Udstrækning, saa at næsten hele Byen lagdes i Aske[4]. Ellers er det ogsaa sandsynligt, at denne Befæstning kan have været opført til en yderligere Betryggelse mod forventende Angreb fra Sverige eller Danmark; den blev nemlig just fuldført om Sommeren 1276.
Af de Munkeordener, som paa den Tid fandtes i Norge, omfattede Kong Magnus især med Forkjærlighed Franciskaner-Ordenen. Dette viste sig tydeligt nok af hans Testamente, hvorom der allerede ovenfor er talt, thi han betingede sig heri udtrykkeligt at begraves ved Minoriterklosteret i Bergen, og foruden at han skjenkede det tolv Merker Sterling, ligesom andre Klostre, gav han det særskilt syv hundrede Merker Sølv af de almindelige gængse Penge, til dets Opbyggelse: den største Gave, nogen norsk Konge vides at have givet til gejstlige Stiftelser[5]. For Resten seer man heraf, at Klosteret ikke var færdigbygget, da Testamentet blev ført i Pennen. Der fortælles, at Kongens Forkjærlighed for dette Kloster gik saa vidt, at han endog ivrigt hørte theologiske Foredrag i dets Læresale[6]. Ligeledes finder man følgende besynderlige Fortælling. „Da Dronningen paa St. Franciscus’s Dag fødde Kongen hans Søn Magnus, var dette Riget mere til Skam end til Glæde, da det nyfødde Barn ikke lignede et Menneske, men en
