Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/694

Denne siden er korrekturlest
680
Magnus Haakonssøn.

slig Absolution og Dispensation ej alene for Grønlands Vedkommende, men ogsaa for alle andre Øer i samme Hav[1].

Kong Magnus havde i Aaret 1276 en ny Anledning til at gjøre sin Overhøjhed over Orknøerne gjeldende, idet Jarlen Magnus, Magnus Gilbertssøns Søn og Efterfølger, om Sommeren indfandt sig i Norge, og fik Jarlsnavn samt følgelig aflagde sin Troskabseed til Kongen i Tunsberg Olafsmessedag (29de Juli) just som Kongen var kommen tilbage fra Mødet ved Horsaberg[2]. Om denne Magnus Magnussøn Jarl veed man for øvrigt ikke det mindste; saa meget er kun vist, at de af hans Fader indgaaede Forligsbetingelser ogsaa nøjagtigt med Hensyn til ham maa have været iagttagne, siden man seer, at han aldeles intet havde med Hjaltland at bestille, medens dette derimod lagdes til det Len, der blev overdraget Kongens yngre Søn, Hertug Haakon; det er endog højst sandsynligt, at først ved denne Lejlighed Færøerne, hvilke ogsaa faldt paa Hertugens Deel, forenedes med Hjaltland til et eneste Lagdømme. Magnus Jarl havde ellers, ligesom sine Forgængere, Katanes til Len af den skotske Krone, og var saaledes paa een Gang baade norsk og skotsk Vasall. Hvor længe han levede, vides ikke; der fortælles kun om ham, at han døde uden Børn, og esterfulgtes, som Jarl i Orknøerne og Katanes, af sin Broder, Jon Magnussøn[3].

Om Kong Magnus’s daglige Liv og hvad der tildrog sig i hans nærmere Omgangs- og Familie-Kreds vide vi ej mere, end der allerede er berettet. Vi have seet, at han, i Særdeleshed under Forhandlingerne om Lovreformen, hyppigt rejste om i Landet, men at Bergen dog var at betragte som hans Hovedresidens, hvor han i Regelen tilbragte Vintren, og hvor han derfor ogsaa stiftede sit fornemste Capell, den før omtalte Apostelkirke. Saa vidt vi af de ufuldstændige Optegnelser kunne slutte, tilbragte Kong Magnus kun tvende Vintre i Nidaros, nemlig 1265–1266 og 1275–76; Vintrene 1269–70, 1272–73 og 1276–77 tilbragte han i Tunsberg; alle de øvrige Vintre synes han at have tilbragt i Bergen. Denne By forskjønnede han derfor, og, som vi have seet, mest med Pragtbygninger, og her valgte han sin Begravelse hos Franciscanerne. Hans Omhu strakte sig ogsaa til de i Nærheden af Byen liggende Egne, saaledes have vi et Brev fra ham, hvori han takker Menigheden paa Voss, fordi den efter hans Faders Tilskyndelse havde bestemt sig til at opføre en Steenkirke paa Vangen i Stedet for, som fra først af paatænkt, en Trækirke, og allerede sat Bygnings-Arbejdet i

  1. Dipl. Norv. I. 66.
  2. Isl. Annaler, ved 1276.
  3. Det orknøiske Successionsdiplom i Symbolæ ad hist. ant. rer. Norv. S. 23.