Erkebiskop Jon ønskede at sikre sig mod fremtidige Tilfælde, samt for at den Frihed, Kirken i mange Tider fredeligt og urokket havde nydt, ikke pludseligt skulde tilintetgjøres ved Indgreb af dem, der hensynsløst styrtede frem for at gjøre den Afbræk, havde han anmodet dem, tilligemed tvende Brødre fra hvert af de før nævnte Klostre, efter foregaaende nøjagtig Undersøgelse paa et Møde i hans eget „Auditorium“ tilligemed tvende Prædikebrødre samt Presterne og Vicarierne ved Nidaros’s Kirker at afgive sandfærdigt og oprigtigt Vidnesbyrd om, hvor vidt Nogen kunde erindre, at før den Tid Kirkernes Landgodser og Besiddelser i Nidaros Diøces, i det mindste de i Throndhjem, havde været underkastet Skatter, offentlige Afgifter eller andre Tvangs-Ydelser, eller om Lægmænd havde haft nogen Ret over dem; hvilket Vidnesbyrd de afgave saaledes: at da det ikke var ubekjendt for nogen af Throndhjems Indbyggere, at Kirkernes og de Gejstliges Gods havde været frit for Skatter og hvilke som helst Ydelser, kunde det næsten synes overflødigt at æske faa Mænds Vidnesbyrd derom, thi Alles eenstemmige Udsagn bevidnede det noksom; men for at Taushed fra deres Side ikke skulde udtolkes til Skade for Kirkens Frihed, havde de alle besluttet at efterkomme Erkebiskoppens Begjæring; og ved at samtale derom med de fornemste og ældste, dernæst med andre forstandige Mænd havde de kun bort een og samme Erklæring af alle, nemlig at Kirkegodset i Throndhjem fra umindelige Tider lige til indeværende Aar havde været ganske frit og ledigt for alle Slags Skatter og Afgifter, saa at de derpaa boende Lejglændinger med Hensyn til de samme Gaarde, hverken skyldte Kongen eller de andre noget, men kun vare pligtige til at yde dem, af hvem de havde lejet Gaardene, en aarlig Landskyld. Noget andet eller modsat havde de aldrig hørt, men Godserne havde i umindelig Tid været frie for alle Slags Byrder. Dette bevidnede de fornemste af dem ved deres hoshængte Segl; de øvrige Prester, 29 i Tallet, navngives særskilt. Brevets Indhold viser noksom, at de kongelige Befuldmægtigede just ved denne Tid enten allerede maa have gjennemrejst det Throndhjemske for at ansætte alt Jordegods til Leding ifølge det nye System, eller at de stode i Begreb med at gjøre det, og at Erkebiskoppen ved dette Vidnesbyrd vilde sikre sig mod enhver Skatlægning af Kirkens og Gejstlighedens Gods[1]. Der kan saaledes ikke være nogen Tvivl om, at mange ubehagelige Sammenstød maa have fundet Sted mellem Gejstligheden og de saakaldte Kongsmænd, der i hans velmeente Eftergivenhed vistnok kun saa uforsvarlig Svaghed og Ligegyldighed ved at opretholde Kronens Rettigheder. Hvor nær disse Ubehageligheder gik den fromme, fredelskende Konge til
- ↑ Brev af 14de Marts 1280 Dipl. Norv. III. No. 16.
