Hjerte, og hvor ulykkelig han følte sig ved at iagttage det Stof til fremtidige voldsommere Stridigheder, som allerede i saa rigt Maal var for Haanden, erfarer man af nogle Ytringer, han lod falde ikke lang Tid før sin Død, da han sad i sit Herberge med nogle faa Venner. Dette Liv, sagde han, var fuldt af Tvang og mangehaande Prøvelser og Møje, men de vare derimod lykkelige, der skulde dø. De Tilstedeværende, der kun havde hans ydre Ro, Fred og Lykke for Øje, kunde ikke skjønne, hvorfor han talte sligt, og spurgte hvad det skulde betyde. Han svarede: „det kan gjerne være, at det tykkes eder, som om jeg har liden Møje og Vanskelighed at kæmpe med i min Regjering; jeg derimod synes at Møjen er mangfoldig og stor, thi ikke nok med at det altid er vanskeligt og ansvarsfuldt at styre et stort Rige, forekommer det mig dobbelt betænkeligt at dømme og afgjøre Tvistmaalene mellem Gejstligheden og Lægfolket, uden at begaa store Misgreb“. De andre meente, at det dog vel ikke var saa vanskeligt for ham. „Jo“, svarede han, „Vanskeligheden tykkes mig saa stor, at jeg priser de Døde lykkelige fremfor de Levende; naar dette Hoved“, sagde han, og strøg sig om Panden, „har ligget under Jorden i tre Aar, ville I nok faa at see, hvad jeg har haft at staa i“[1].
Under disse Sorger og Bekymringer tilbragte Kong Magnus saaledes Slutningen af Aaret 1279 og Begyndelsen af 1280, oppebiende det forestaaende store Møde, og sandsynligviis aldrende sine Forberedelser dertil. Det var vistnok ikke liden Glæde og Opmuntring for ham, at hans Ven Biskop Arne af Skaalholt allerede om Høsten 1279 kom til Norge, for at tilbringe Vintren der. Han var afsejlet fra Ørebakke den 24de August, landede lidt søndenfor Jæderen den 11te September, og kom til Bergen 1ste October[2]. Han tog, som det lader, sit Ophold hos Biskop Narve; men allerede Dagen efter hans Ankomst[3] lod Kongen ham kalde til en Samtale i sin Maalstue, og viste sig meget naadig imod ham: umiddelbart derefter lod han ham indbyde til et Gjestebud, som han just skulde holde næste Tag, St. Francisci Dag, og noget senere, i Julefasten, indbød Kongen ham ej alene til at være hos ham om Julen, med saa mange Mænd, han selv vilde, men forærede ham endog en Deel Levnetsmidler til at holde sine Folk med. Arne tilbragte ej alene Julen, men ogsaa den følgende Paaske hos Kongen og var desuden i alle hans Gjestebud, og fik i Julegave et prægtigt Stykke Tøj af det Slags, som kaldtes Baldikin. Ogsaa Biskop Jørund af Hole forlod Island allerede i 1279, men, som det synes, paa et andet Skib end
