Arne, og uden at besøge Kong Magnus. Denne sendte imidlertid Eindride Bøggul paany ud til Island, og med ham Thrønderen Lodin af Bakke[1], som det hed, i Egenskab af Lagmand, fremdeles, som man maa formode, for at bane den nye Lovreform Indgang. For Resten lader det til, at der hele denne Høst og Vinter har været plejet hyppige Underhandlinger mellem det norske Hof og fremmede Magter. Saaledes udstedte han allerede den 7de August det før omtalte Frihedsbrev for Kjøbmændene i Bremen, aldeles eenstydende med det, han Aaret forud have udstedt til Lübeckerne. Siden sees der at have været vexlet Breve med det engelske Hof angaaende Paagribelsen af Guido af Montfort, Søn af den bekjendte Simon af Montfort, Jarl af Leicester, hvilken Kong Edward, paa Grund af hvad han og hans Fader sagdes at have forbrudt mod Kongehuset, og især fordi han i Italien havde dræbt Kong Edwards Frænde Henrik, den udvalgte tydske Konge Richards Søn, havde lyst fredløs, og som Edward derfor ønskede at faa i sin Vold, for at tage Hevn over ham. Guido maa have faret vidt og bredt gjennem Europa, thi vi erfare først, at han om Vaaren 1279 var i Italien, og at Fyrsten af Salerno da paa hans Vegne anholdt om Naade for ham, hvilken dog ej blev ham til Deel[2]; senere, efter Kong Magnus’s Død, finde vi ham, eller i det mindste En, som man antog for ham, i Norge, hvor man næsten synes at have ventet hans Ankomst, og hvorhen derfor Kong Edward neppe har at undladt at skrive, for at belave Kongen og hans Høvdinger paa dette Tilfælde[3]. Den 6te Mai 1280 tilskrev endelig Kong Magnus den engelske Konge det allerede ovenfor omtalte Brev fra Bergen, hvori han underettede ham om, at han laa i en haard Sygdom, og derfor anbefalte til hans Raad og Bistand sine to Sønner, Kong Erik saavel som Hertug Haakon, hvorhos han og lod ham vide, at han agtede at lade Kong Erik krone i Bergen, førstkommende St. Hans Tag. Han takkede ham tillige, fordi han havde sendt ham Reliqvier, og sendt ham til Gjengjeld med Overbringerne af Brevet, hvilke vare Erlend, Provst for hans Capell (Apostelkirken), saavel som hans Drabant, Richard, atter en Deel vel afrettede Falke, to hvide og sex graa. Den Svaghed, der nu fængslede Magnus til Sygelejet, var hans Helsot, og det her nævnte Brev var maaskee det sidste, der i hans Navn blev skrevet, i det mindste til noget udenlandskt Hof, thi han døde allerede tre Dage efter, den 9de Mai 1280, kun 41 Aar og hen-
Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/702
Denne siden er korrekturlest
688
Magnus Haakonssøn.
