Frænde Duggall, Søn af Ruaidhri af Cantire, indfandt sig hos Kong Haakon samtidigt med, eller strax efter hiint Bryllup, med Anmodning om at han vilde give dem Kongenavn over den nordre, det vil her sige den nordøstlige Deel af Suderøerne Altsaa maa Eogans Fader Duncan og Duggalls Fader Ruaidhri kort forud være døde; hvad Duggall Skrok angaar, er det uvist om han nogensinde slap løs fra det Fangenskab, hvori han faldt 1230, eller overlevede denne Fejde. Eogan var en brav og hæderlig Mand, der paa bedste Maade søgte at skikke sig i sin vanskelige Stilling, som Undersaat, baade af Norges og Skotlands Konge. Kongen synes derfor heller ikke at have betænkt sig paa at opfylde hans Bøn, men gav ham Kongenavn endnu samme Sommer, ej længe efter Brylluppet. Dette skede i Eldøsund ved Stordøen, hvor Kongen just laa med sin Flaade paa sin Tilbagerejse til Viken, for fremdeles at pleje Underhandlinger med Sverige. Ogsaa Duggall synes ved samme Lejlighed at have faaet Kongenavn, skjønt det ikke udtrykkeligt siges. Det var Bestemmelsen, at de begge tilsammen med det nygifte Kongepar skulde vende tilbage til Suderøerne om Høsten[1].
Paa denne Tid herskede der, som det lader, ikke liden Tvist om Besættelsen af den manske eller syderøiske Biskopsstol og den norske Erkebiskops Metropolitanret over dette Biskopsdømme, hvilken Erkebiskoppen af York og dennes Undergivne vilde gjøre ham stridig. Biskop Simon, hvilken Erkebiskop Peter havde indviet i Aaret 1226, som det tidligere er berettet[2], var død i en høj Alder den 28de Februar 1247[3]. Han havde,
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 260.
- ↑ Se ovenfor III. S. 762.
- ↑ At Biskop Simon døde 1247, siges udtrykkeligt i den Manske Krønike, lige som det kan sees af den til denne føiede Biskopsfortegnelse, hvor det heder, at Biskopsstolen efter hans Død stod vacant i henved 6 Aar, thi hans Eftermand, Richard, indviedes ikke førend 1253 af Erkebiskop Sørle, medens denne opholdt sig i Rom, som det siden vil sees. Rigtignok tilføjes det, besynderligt nok, i den manske Krønike, at Simon døde i sit Embedes 18de Aar, hvilket, regnet fra hans Indvielse, Sommeren 1226, bliver 1244, siden hans Død falder i Februar. Men dette maa være en simpel Uagtsomheds- eller Regne-Fejl, der maaske endog vilde kunne berigtiges, om man havde flere Haandskrifter af Krøniken. Thi man kan dog ikke her paaberaabe sig den strax herefter omtalte pavelige Skrivelse af 15de Februar 1244 som Beviis for, at han allerede maatte være død i 1243; Skrivelsen er nemlig, som vi ovenfor i Texten paapege, tydeligt erhvervet i hans Levetid for at haves ved Haanden, naar han engang afgik ved Døden; Febr. 1243 vilde falde i hans 17de Aar,
„Oenus“, eller, efter Læsemaaden i den londonske Udgave, hvoraf Thormod Torvessøn (261) har citeret dette Sted, Genus. Hans rette Navn i dets latinske Form var Eugenius, saaledes skriver han det selv i flere Diplomer, se Archæol. Scot. II. S. 399, ligeledes skrives det saa hos Fordun, X. 24.
