som der fortælles, paa St. Patriks Ø (Holm Peel) ladet opføre St. Germanus’s Kathedralkirke, i hvilken han nu selv blev begravet, og da der tillige fra denne Tid af er Tale om et Domcapitel ogsaa ved Mans eller Syderøernes Biskopsstol, maa man antage, at denne Institution skyldes hans Bestræbelser, og stod i den nærmeste Forbindelse med det nye Kirke-Anlæg, saa at han altsaa samtidigt med Kirkens Indvielse har indstiftet Capitlet. Hans Hovedhensigt hermed var for en Deel rimeligviis at rette paa den anomale Stilling, hvori Biskopsstolen hidtil befandt sig, idet den ved Pave Anastasius’s Bulle af 1154 var lagt under Nidaros Provins, medens dog ingen positive Skridt vare gjorte for at løsne det Baand, der tidligere tumlede den til Furness Abbedi i Yorks Dioces[1], og derved middelbart gjorde den afhængig af den yorkske Erkebiskop. Naar den først havde faaet et eget Capitel, maatte Valgretten efter de sædvanlige canoniske Regler tilkomme dette. Sandsynligviis har ogsaa Erkebiskop Sigurd opmuntret Biskop Simon til at sætte denne Foranstaltning igjennem. Men Munkene i Furness, der naturligviis nødig vilde give Slip paa den Rettighed, som de tidligere havde besiddet, og som endnu ikke bar formelig ophævet, gjorde alt, hvad de kunde, for at beholde den. Endnu førend Biskop Simon var død, henvendte de sig til Pave Innocentius den 4de, strax efter hans Ophøjelse paa Pavestolen[2], med en Forestilling der paa en ret listig Maade blandede sandt og falskt mellem hinanden, og som gik ud paa, at deres
- ↑ Se herom ovenfor, II. S. 862.
- ↑ Da den Skrivelse, hvorved Innocentius afgiver sin Bestemmelse er udstedt 15de Febr. 1244, maa Munkenes Forestilling allerede være indløben om Høsten 1243; maaske deres Befuldmægtigede endog længe før hans Ophøjelse havde opholdt sig i Rom, ventende paa Pavevalget.
og Krønikens Udsagn lige fuldt blive urigtigt. De islandske Annaler angive ogsaa hans Dødsaar fejlagtigt, idet de sætte hans Død lige ned til 1249. Fejltagelsen grunder sig vel paa Mangel paa nøjagtig Kundskab om Langvarigheden af Vacancen før Richards Valg. Maaske at nogen saadan Forvirring ogsaa kan have været med i Spillet hos den manske Chronist. Den nys nævnte Biskopsrække fortæller om hans Eftermand Richard, at han døde paa Tilbagerejsen fra Conciliet i Lyon 1274, efter at han i 23 Aar fra sin Indvielse af havde bestyret Biskopsstolen. Denne Angivelse er urigtig, da han ej kan være bleven indviet før 1253, siden Erkebiskop Sørle selv ej modtog sin Indvielse før; og fra 1253 til 1274 er kun 21 Aar. Men tage vi alle de ovenfor angivne Talbestemmelser, 18 Aar for Simon, 6 Aar for Vacancen, og 23 for Richard, tilsammen 47, da saa vi, naar disse lægges til 1226, Simons Indvielses-Aar 1273, hvilket kun er et Aar tidligere end Richards rette Dødsaar. Man kunde næsten formode at en saadan urigtig Fordeling af det hele Tidsrum fra Simons Indvielse til Richards Død har fundet Sted, og at man maaske dertil har anslaaet et Aar for Laurentius.
